Fortsæt til indhold

Halinspektør Jørgen Hebsgaard, Tungelund Aktivitetscenter

Samfund
Arkiv

Vi har modtaget disse mindeord i anledning af Tungelund Aktivitetscenters halinspektør, Jørgen Hebsgaards, død:

Om morgenen den 2. april kom meldingen, at Jørgen Hebsgaard var afgået ved døden. Han sov stille ind i sommerhuset, hvor Jette, hans hustru, og Jørgen nød deres fritid. Hans hjerte kunne ikke mere. Igennem et par år blev han behandlet for kræft og den sidste omgang behandling var meget hård ved ham.

Fra hans ansættelse den 1. maj 2008 og indtil hans død, bestred han jobbet som halinspektør med stor omhu og kærlighed. Det var ham meget magtpåliggende, at alt skulle være i orden og at brugerne altid kunne få råd og vejledning, hvis der var problemer.

I mange år var han også i sin fritid fuldt beskæftiget med at hellige sig idrætten. Ikke blot i barndomsklubben Thorsø, men også som seniortræner for fodboldspillere i naboklubberne Ulstrup I.F., Mammen I.F. og ikke mindst Fårvang I.F., hvor han i flere omgange har varetaget træningen for førsteholdet.

Vi har alt for tidligt mistet en god ven og kammerat,en engageret personlighed,en dygtig og afholdt halinspektør. Vore tanker går til hans hustru, Jette, børnene og børnebørnene. Æret være hans minde.

På halbestyrelsens vegne.

Jørgen Christian Jørgensen