’Den har Niels lavet’

vivild Der er noget i den måde Niels Dahlerup udtaler ordet ’kaffe’ på. Accentuationen giver en mere spids udtale af bogstavet ’a’ og får netop det ord til at skille sig ud fra resten af ordene. Det henleder tankerne på gamle danske film eller Matador. Noget historisk som Niels Dahlerup har båret med sig gennem hele livet, og det fortæller ret tydeligt, hvordan den 77-årige møbelpolstrer og -handler værner om sin arv. Det er en af grundene til, at forretningen lige der i midten af Vivild i lørdags kunne fejre sit 110 års jubilæum. Nu med Niels Dahlerup som tredje generation af familieforetagendet, der har ligget på samme adresse siden hans bedstefar Niels Anton Dahlerup slog dørene op som selvstændig sadelmager i 1908.

Sætter mærker

Med respekten for familien Dahlerups faglige arv og sin egen status som ældste søn lå det vist altid et eller andet sted i kortene, at Niels skulle videreføre forretningen efter sin far Poul Erik Dahlerup. Efter færdiggjort svendeprøve i 1959 - i øvrigt med en lænestol, der stadig pryder stuen derhjemme - var der blot en kort afstikker til Aarhus, inden Niels Dahlerup vendte hjem til Vivild og blev en del af forretningen sammen med faderen. Det er her, det bliver tydeligt, hvad faget og forretningen betyder for Niels Dahlerup, for mens han står og slår et par bittesmå søm i et lærred på en 100 år gammel stol, bliver de klare blå øjne fyldt med rørte tårer. “Jeg føler det som en tillidssag, når andre tør lade mig arbejde med deres gamle møbler. Det er jo ofte ting, der ikke kan erstattes. Indimellem sker det, at der kommer et møbel ind, som skal ompolstres, og når jeg trækker beklædningen af, kan jeg se, at både min farfar og far har sat deres mærke på samme møbel, og det forpligter jo. Det giver mig en stor stolthed, og jeg får en stor glæde af at tænke på, at jeg har været med til sætte mit mærke på det. Man kan ikke se det, når stoffet igen er sat på, og man kan ikke bruge det til noget, men alligevel har det været med til at skabe et minde om en,” fortæller Niels Dahlerup.

“Jeg fryder mig”

Han overtog forretningen fra sin far i 1979. Niels Dahlerup og hans kone Kirsten kørte butikken som “mand og kone-forretning” indtil hun døde for seks år siden. Efterfølgende har Niels selv stået for butikken, der igennem tiden ikke blot har begrænset sig til møbler. Når man bor i en lille landsby, er det jo også ganske rart at have et sted, hvor man for eksempel kan finde undertøj og stoflommetørklæder, hvis man lige står og mangler. Det arbejde, som Niels Dahlerup udfører i det lille værksted, rækker da også videre end møblerne. Jakker og håndtasker hænger på knagerækken. Klar til en kærlig hånd. “Møbelsalget er jo gået sådan her,” siger Niels Dahlerup, mens hans gestikulerer en skarpt nedadgående vinkel. “Det meste møbelhandel foregår på nettet i dag. Det er helt forrykt. Folk glemmer altså at komme ud og handle i butikkerne, hvor der er mennesker. Det meste af min forretning i dag er blevet møbelpolstringen og gulvlægning. Møblerne i butikken sælger jeg lige så stille ud af,” fortæller Niels Dahlerup. Den indtil videre 110-årige familieforretning kommer således også til at ende med ham. Ikke at han har planer om at stoppe med at arbejde foreløbigt. Gulvlægningen klarer han stadig selv, men han er imidlertid også klar over, at alderen på et tidspunkt sætter grænser for den del. Møbelpolstringen, derimod, får formentlig lov at fortsætte hans tid ud. “For mig er det en guds velsignelse at nå en høj alder. Det er ikke alle forundt. Så længe jeg har det så godt, som jeg har nu, så kan jeg ikke se, hvad jeg ellers skulle lave, og når jeg har lavet et møbel og har fået et resultat ud af det, så får jeg lyst til at fortsætte med at arbejde. Jeg fryder mig over at lave et møbel, der kan komme hjem i folks stuer, og de kan sige: ’Den har Niels lavet’.”