Fortsæt til indhold

Portræt af et solskinsmenneske

Samfund
Af Inger Christensen, Dalgårdsparken 37, 8543, Hornslet:

“En ganske almindelig dag i Rosengårdens ældrebus i Hornslet: Bussen snor sig gennem byens vejsystem og henter og bringer gamle medborgere til og fra Rosengården.

Det er måske ikke så udsædvanligt, men det der gør det til noget helt særligt, er manden, der sidder bag rattet – nemlig Tommy – der nu i 5 år har betjent de (os) gamle på en helt enestående måde. Alle – der har behov for det – hjælpes ind og ud af bussen med stor omsorg, tages under armen, følges op til døren, der låses op – og med en munter bemærkning hjælpes man ind i entre'en. Tommy har empati, en hjælpsomhed og et humør, der kan gøre en grå, trist dag til et lyspunkt. Han har en helt unik evne til at sprede glæde, hvor han dukker op, et overskud af livsappetit han rundhåndet deler med os andre – mange gange i form af kærlige drillerier og verbale ”overhalinger” (som alle elsker ham for). Det kan betyder alverden at få et smil, et kærligt klap på skulderen, et venligt ord i forbifarten: så er livet værd at leve, man er ”med”, man betyder noget. Det har Tommy en sjælden evne til at fremelske.

Tommy er virkelig et menneske, der ”gør en forskel”.

Helt fortjent og ikke overraskende blev han forrige år nomineret til ”Årets handicap-pris” i Syddjurs, hvilket er et hædersstempel for hans mange kvaliteter og store popularitet.

Pludselig chokeres vi nu med den triste nyhed om, at Tommy forflyttes til en anden rute. HVORFOR? Ingen kan gøre det bedre. Det virker helt urimeligt og grotesk. ALLE jeg har talt med, er utrolig kede af det.

Hvad sker der? En person, der i den grad spreder solskin, skal nu tages fra os. Hvorfor lave om på noget, der fungerer så godt?

På rigtig manges vegne (tør jeg godt sige):

TAK Tommy - for al din store hjælpsomhed, varme og ikke mindst din herlige fandenivoldskhed. Held og lykke i fremtiden – men...

HVOR VIL VI SAVNE DIG!”