Elværket dæmper koncert-støj
Kulturhuset Elværket har fået nyt lydanlæg for at undgå, at naboerne får støjgener
Når færøsk-canadiske Lena Anderssen på fredag aften giver koncert på Elværket Åbyhøj, kommer det ikke til at give støjgener for naboerne.
Det er i hvert fald håbet, efter at foreningen bag Elværket har investeret i nyt lyddæmpende udstyr til kulturhuset, der blev indviet i august 2016.
LÆS OGSÅ: Elværket har fået tårnspir på taget
Formanden for foreningen Elværket Åbyhøj forklarer, at man er meget opmærksom på ikke at genere nogen:
“Det er bestemt ikke meningen, at huset skal være til gene for naboerne. Det skal være et dejligt tilbud både socialt og kulturelt. Så vi er meget påpasselige med, hvad vi kan gøre for det,” siger Thorkild Ibsen.
Foreningen har i den forbindelse modtaget 35.000 kroner fra Nordea Fonden til nyt lyddæmpende udstyr.
“Vi er meget glade for at Nordea Fonden, som jo også er en slags nabo, vil give en skær til projektet. Det var et meget, meget stort skridt på vejen til, at vi kunne realisere indkøbet af dette udstyr.”
Thorkild Ibsen forklarer, at det nye anlæg sikrer, at lydniveauet ikke kan overstige et nist niveau.
“Også når vi udlejer lokalet til private, så sikrer vi os, at lydniveauet er fastsat på forhånd.”
Vil invitere nye naboer
Formanden håber, at udstyret vil sikre, at naboerne fremover ikke bliver generet af støj fra kulturhuset.
“Vi kan ikke give nogle garantier, men vi er ivrige efter at sikre et godt naboskab. Det står helt klart. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at stedet bliver til glæde også for naboerne. Og det, tror vi på, bliver resultatet.”
Foreningen planlægger at invitere de fremtidige naboer på Thorvej til et møde, hvor foreningen fortæller, hvem de er, hvad der sker i huset, og at stedet også byder på mange muligheder, naboer kan benytte sig af.