Favrskov har fremgang med jobvækst
Borgmester Nils Borring glæder sig over medvinden til erhvervslivet
Når der er højkonjunktur, er det ofte landets største byer, der får mest gavn af opsvinget. Nye tal fra Danmarks Statistik viser imidlertid, at væksten i særdeleshed også kan mærkes i Favrskov, hvor der i løbet af de seneste to år er skabt mere end 1.000 nye arbejdspladser – det svarer til godt 40 nye arbejdspladser hver måned.
Væksten i antallet af arbejdspladser kan delvist tilskrives de virksomheder, der har valgt at flytte til Favrskov Kommune de seneste par år, men den er også udtryk for, at det går godt blandt virksomhederne i kommunen - store som små - skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
“Vores erhvervsliv gør det rigtig godt, og det glæder mig, at vi nu i Favrskov er på et højere niveau, end før krisen begyndte i 2008, når det drejer sig om arbejdspladser. Jeg håber, at virksomhederne bruger opgangstiden til at videreudvikle deres forretning og opsøger nye markeder. På den måde står vi stærkt, når konjunkturerne vender,” siger borgmester Nils Borring (S) i pressemeddelelsen.jesl