7.a og 7.b fik styr på pengene
Danske Bank i Hammel var på besøg som gæstelærere på Tungelundskolen i Thorsø
Med afsæt i materiale fra Danmarks Matematiklærerforening og Finans Danmark blev 7.-9. klasserne i uge 11 undervist i privatøkonomi af gæsteundervisere fra landets banker. 7.a/b på Tungelundskolen havde besøg af privatrådgiver Hasse Juul Larsen og filialdirektør Helle Vinge Langballe fra Danske Bank i Hammel.
”Vi er rigtig glade for igen at støtte op om 'Pengeugen'. Det er hyggeligt at komme ud og møde eleverne, og ikke mindst være med til at give dem en bedre økonomisk forståelse for begreber som renter, budget og opsparing”, siger Helle Vinge Langballe i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Det kan være med til at hjælpe dem, når de selv står over for økonomiske beslutninger både nu, men også senere i livet. Og netop i den alder, som eleverne har nu, er det relevant, fordi mange får flere penge, for eksempel i form af lommepenge, et fritidsjob eller i konfirmationsgave”.
Råd til drømme i 7.a og b
I løbet af de par timer vi besøgte 7.a og b på Tungelundskolen, tog vi udgangspunkt i de økonomiske dilemmaer, som teenagere ofte oplever, men også deres drømme og ønsker blev inddraget, og dem var der ganske mange af. Blandt andet drømte flere af eleverne i 7.a og b om en ny computer, mobil og meget større ting på sigt.
”Vi vil jo alle gerne have råd til vores drømme. Og her spiller opsparing en vigtig rolle, og bare ved at lægge lidt til side hver måned kan du nå langt”, lød et af rådene fra Helle Vinge Langballe.
“Undervejs kom vi også ind på faste udgifter og indtægter samt fordelen ved at lægge et budget, der giver overblik over økonomien.”
Digital sikkerhed
Også i år var digital sikkerhed et særligt tema på 'Pengeugen'. Især var der fokus på at lave gode passwords og undgå at blive snydt, når du handler på nettet.
”Et godt password har stor betydning, når det handler om din IT-sikkerhed. Dine passwords skal være unikke og svære at gætte, og så skal du undgå at bruge samme password alle steder,” lyder rådet. gs