Fortsæt til indhold

Aprilfestival 2018 samler Syddjurs

En gammel drøm er gået i opfyldelse for lederen af Syddjurs Egnsteater

Samfund
Arkiv

Aprilfestival i Syddjurs 15.-22. april er opfyldelsen af en stor, gammel drøm, fortæller Hege Tokle, leder af Syddjurs Egnsteater. Drømmen ligger helt tilbage fra tiden før teatret blev udnævnt til egnsteater i 2009.

”En måned før udnævnelsen, sagde jeg, at hvis vi bliver egnsteater, skal vi have Aprilfestival herud!”

Hege Tokle fortæller, at det dengang nok mest for hende handlede om prestige at huse verdens største turnerende teaterfestival for professionelt børne- og ungdomsteater.

To forestillinger

”Men det har ændret sig. Nu giver det mening at få Aprilfestival herud, fordi det samler kommunen. Det er så skønt at se, for da jeg kom herud, kunne jeg godt mærke de gamle kommunegrænser. Aprilfestival får på den måde til formål at samle kommunens borgere om kunst og kultur. Det giver mening!”

Syddjurs Egnsteater deltager i Aprilfestival med to vidt forskellige forestillinger: ”Liget og Lottokuponen” samt dukkeforestillingen ”KÆMPEN som ikke havde hjerte i livet”.

Stemningen i ”Liget og Lottokuponen” er inspireret af de klassiske film noirs, som havde deres storhedstid i 1940'ernes Hollywood med mørk og mareridtsagtig atmosfære.

Forestillingen låner fra klassikerne og inviterer publikum med ind i en dunkel scenografi, som spejler sindet hos flere af karakterne. Og humoren spiller en central rolle i denne detektivforestilling.

Humor og folkeeventyr

Den anden er en dukketeaterforestilling efter folkeeventyr af Asbjørnsen og Moe.

En kæmpe har gemt sit hjerte på et hemmeligt sted og lagt en forbandelse over landet. Dyr sulter, og mennesker forvandles til sten. Kongesønnen Askefis drager ud for at tage kampen op mod kæmpen, og på sin vej knytter han nye venskaber, som hjælper ham på den farefulde færd.

Festivalshow 19. april

Foruden disse to forestillinger står Syddjurs Egnsteater for det store festivalshow, som torsdag 19. april løber over scenen på Fuglsøcentret. Et show der viser smagsprøver på, hvad der rører sig i dansk børneteater netop nu.

Der loves i programmet ”en sansefuld færd gennem Syddjurs”.

”Der ligger så mange fede historier i Syddjurs, og jeg har fundet de mest markante små klip fra historien, som præsenteres af aktører, vi har i kommunen: Vores egen teatertrup, musikskolen, kulturskolens talenthold (”Shanghai Akademiet”), sangere og dansere - og Femmøller Efterskole,” fortæller Hege Tokle.

Bestil gratis billet

Showets anden del handler om at præsentere nogle af de mange professionelle teatre, som deltager i Aprilfestival 2018. Alle godt 100 teatre har fået tilbud om at deltage efter først-til-mølle princippet, og cirka 20 teatre deltager med små klip, der flettes ind i festivalshowet, hvor man også kommer til at høre sangen ”Aprilfestival”, som Hege Tokle har komponeret til lejligheden.

Festivalshowet er, ligesom alle andre forestillinger på Aprilfestival, ganske gratis for publikum, men man skal på forhånd sikre sig sin billet online på Aprilfestivals hjemmeside. Dette kan ske fra 10. april.