Swedig jazz, blues og funk i Retroworld
Normalt skal man køre langt fra Favrskov for at se og høre musik på dette internationale niveau. Men i 'Retro-world' i Lerbjerg afholdes lørdag 7. april en koncert, som er en lækkerbisken for elskere af både jazz og blues, med alt fra swingende jazz over smukke ballader til swedig blues og funkmusik.
I front er sangerinden Miriam Mandipira. Med rødder i Zimbabwe har hun de senere år været et kærkomment indslag på den danske jazz- og bluesscene. Inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald og Aretha Franklin har hun sunget sig ind i de danske hjerter. Miriam Mandipira giver desuden prøver på populære sange fra sit elskede Afrika.
Kjeld Lauritsen spiller på det store Hammondorgel med roterende Leslie højttaler og fodpedaler. Guitaristen Per Gade har i mange år været ankermand i de mange Hammond projekter fra Kjeld Lauritsens hånd. Trioen kompletteres nu af Søren Frost, der efter mange år med Skipper/Just/Frost og DR bigband vil fyre op under Hammondorglet med sine fede grooves. gs