Gaarde siger nej!
Et vejsyn vil stride imod et indgået forlig, lyder det fra borgmesteren
Kommuner er vejmyndighed for private fællesveje, og de private fællesveje administreres i henhold til Lov om private fællesveje.
Det fremgår af elektroniske opslagsværker om de juridiske regler, der gælder for private fællesveje - som er den vejform, der indgår i vejstriden ved Sjelle, som omtales i artiklen på modsatte side.
LÆS OGSÅ: Nabokrig: Tilbud om mægling strander på modvilje
Det er en strid, borgmester Jørgen Gaarde ikke mener, kommunen kan blande sig i, da det er en sag mellem private parter. Men har han ret?
Bolius fastslår i sin gennemgang af jura om private fællesveje, at “kommunen kan (kun) pålægge de vejberettigede at vedligeholde vejen til en tilstand, der er god og forsvarlig i forhold til, hvor meget og hvilken færdsel der er på den.
Det er UgeBladet, der har sat parantes en ind for at lette forståelsen: Kommunen kán altså pålægge ejere og brugere af en privat fællesvej at sikre, at vejen er i brugbar stand. Hvad ikke alle mener er tilfældet ved Sjelle.
Det fremgår også af Bolius, at kommunen kan gennemføre forskellige arbejder på en privat fællesvej for grundejernes regning, hvis grundejerne ikke opfylder deres pligter.
Altså er kommunen en myndighed. Alligevel mener Jørgen Gaarde ikke, at kommunen skal gennemføre et vejsyn.
”Det er korrekt, at kommunen rent juridisk kan afholde et vejsyn. Men der er tale om en årelang tvist mellem private, hvor der for knap to år siden blev indgået et retsforlig mellem de stridende parter, der indebærer etablering af et nyt vejstykke. Det vil stride med formålet i det indgåede retsforlig, hvis kommunen blander sig ved at holde vejsyn over det gamle stykke vej. Det vil kunne opfattes som at kommunen blander sig i, om det nye stykke vej faktisk skal etableres, sådan som parterne ellers er blevet enige om. Kommunens administration har derfor oplyst, at de ikke ser grundlag for at medvirke ved et vejsyn på nuværende tidspunkt,” siger Jørgen Gaarde.