Allingåbro-bro skal skiftes helt ud
Miljø- og Teknikudvalget overflytter en million fra bro-konto så arbejdet kan udføres i 2019
Broen over Allingåen på Rougsøvej i Allingåbro er i en så dårlig tilstand, at broen ventes at skulle udskiftes helt.
Det fremgår af den kommunale dagsorden fra Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs.
Udvalget blev præsenteret for en samlet liste over 12 kommunale broer og deres øjeblikkelige tilstand.
Hvis samtlige broer skal repareres vil det koste kommunekassen 6.110.000 kroner.
Miljø- og Teknikmiljøet har fulgt forvaltningens anbefaling, der går ud på at overføre den million, der er afsat til broer og bygværker til 2019.
Det sker med henblik på at få renoveret broen på Rougsøvej til næste år. Arbejdet er anslået til at koste 1.950.000 kroner.
Forvaltningen understreger, at listen er et øjebliksbillede, idet nogle broer og bygværker kan nedbrydes hurtigere end forventet på grund af ændrede trafikmængder, klimapåvirkninger og andre forhold, der kan medføre løbende ændringer i prioriteringslisten.
Som alternativ til at renovere broen i Allingåbro havde forvaltningen foreslået to mindre projekter - nyt brodæk på broen over Hevring Å på Aarhusvej i Vivild og udskiftning af bygværket på Langagervej over Saltbæk nord for Grenaa.
De to arbejder er anslået til at koste henholdsvis 690.000 og 230.000 kroner.
Prioriterings-listen
De øvrige broer der er med på top-12 listen er:
Nygård Å, Askhøjvej, forlængelse med to meter i hver side.
Grenaaen, Søndergade, Grenaa: Fugtisolering med videre.
Hevring Å, Voer Færgevej, Hevring: Overbygning og betonreparation.
Nybro, Dalsgårdvej: Nyt brodæk, betonreparationer.
Hejbæk Å, Rougsøvej: Nyt autoværn med videre.
Kolindsund Midtkanal, Lyngbyvej: Fugtisolering med videre.
Skærvad Å, Kanalvej, Enslev: Fugtisolering.
Lillemølle Å, Revnvej: Udskiftning af bygværk til stålrør.
Grenaaen, Hornslets Alle: Udskiftning af gangbro.
Borgerne med på råd
Jens Meilvang (LA), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Norddjurs, håber, at det lykkes at skaffe finansiering til broarbejdet i Allingåbro i 2019.
Og det kræver, at der er politisk opbakning til at bruge endnu en lille million fra næste års budget på netop det meget nødvendige renoveringsarbejde her.
Jens Meilvang giver tilsagn om, at kommunen naturligvis vil tage Allingåbro og borgerne her med på råd i forbindelse med brorenoveringen.