Fortsæt til indhold

Et letsindigt ord

Samfund
Af Benedikte Vejlby Baggesgaard, sognepræst ved Ovsted Kirke

De fem forbandede år. Sådan refereres der tit til Danmarks besættelse under 2. verdenskrig. Og forbandede – det var de 5 år; ikke alene for Danmark og danskere, men nok så meget for så mange andre lande og mennesker verden over.

I de år blev der imidlertid skabt noget af de mest udtryksfulde og sofistikerede sange og melodier, vi har – netop fordi der var noget på spil og noget på hjerte.

Og det blev tydeligt, at sange og det at synge sammen kan være et værn mod undertrykkelse, dumhed og forråelse. At sange kan være et stærkt og vigtigt våben mod krig og vold. At sange kan mobilisere mod og modstandskraft. Og styrke sammenhængskraften.

Når vi synger tager vi store ord og tanker i munden. Og det styrker os mentalt.

Det er også det, der er på færde, når vi synger salmer. Det er om nogen Luther, vi kan takke for den erkendelse: At hvis evangeliet skulle blive allemandseje – så skulle alle selv have ordene i munden.

Det er ikke nok at høre dem læst op – og slet ikke, hvis de blev læst op på latin ! Så han oversatte evangeliet til tysk – og skrev en masse salmer. Og gjorde menighedens salmesang til en stor del af gudstjenesten.

Vi synger i glæde og sorg – både i og udenfor kirken. Når vi synger gør vi ordene til vores egne – og de skaber, hvad de nævner, i os. Derfor er det vigtigt med store ord , håbs-ord og indimellem også et letsindigt ord. Ord, der rører os og bevæger os. Godt hjulpet af gode melodier.

I dag, søndag d. 8. april, aftenen før årsdagen for den tyske besættelse, kan man høre et velvalgt buket af besættelsestidens mest berømte sange i Ovsted kirke.

Sange, der både musikalsk og sprogligt stadig taler til os – som evergreens og evig-gyldige budskaber. Ord og toner, der samlede danskerne dengang – og som stadig taler til det bedste i os.

Ord, der holder os fast på, at kærligheden er den eneste mulighed. Letsindige ord, om at kærligheden tror alt, håber alt og udholder alt.