Fortsæt til indhold

Teaterfestivalen kommer også til Halling Folkepark

Folkeparken indvies først officielt i juni, men byen tager forskud på glæderne

Samfund
Lars Norman Thomsen

Et forblæst og forpjusket fællesareal i Halling er ved at blive omdannet til en folkepark. En stor del af Hallings borgere har gennem det sidste års tid lagt mange frivillige arbejdstimer i projektet.

“Vi har fået støtte støtte fra LAG, Værdipuljen, Friluftsrådet, NrGi, Sydjurs Kommune og Ådalens Distriktsråd til at få skabt en indbydende og kreativ legeplads, svævebane, en ny petanquebane, shelter til overnatninger og en flot grillhytte. I de kommende måneder fortsætter arbejdet med at plante buske, træer og skabe hyggelige læ- og hyggekroge,” fortæller Birgitte Holt Nielsen, formand for Halling Folkepark.

Tyvstarter

Den officielle åbning fejres først 23. juni med en stor fest for alle, men Halling Folkepark tager forskud på glæderne ved at invitere alle familier fra nær og fjern til familieforestillingen 'To med det hele' med Det Ripensiske Teaterselskab.

“Når verdens største børneteaterfestival nu foregår i Syddjurs Kommune må Halling-borgerne gribe denne unikke chance for at kickstarte Folkeparken som et spillested ikke bare for petanque, boldspil og leg, men også for teater og kulturoplevelser for hele familien. Professionelt gadeteater er som regel noget, man kun møder i byer, men i Halling glæder vi os meget til teaterbesøget, som passer landsbyens beboere som fod i hose,” siger Birgitte Holt Nielsen.