Weekend med badminton i Rønde og Hornslet
Cremen af dansk ungdomsbadminton kæmper i weekenden om hold DM
I den forgangne weekend var ungdomsspillere fra klubsamarbejdet Team TRIF/Rønde Høj- og Efterskole (RHE) til DM for elitespillere individuelt i Greve.
Team TRIF/RHE satte rekord med ikke mindre end 8 deltagere i rækkerne U13, U15, U17 samt U19 til det individuelle danmarksmesterskab for eliteungdomsspillere. Resultaterne var ikke kendt ved readaktionens slutning.
I den kommende weekend fortsætter spillerne så med hold DM, hvor U17-/19-rækkerne afvikles med TRIF/RHE som arrangør. Der spilles på to lokationer i Rønde (Rønde IdrætsCenter og RHE), samt i Hornslet.
Igen er elitespillerne i front med mesterskabet i U17 4+3 hold, hvor de allerbedste spillere gæster Rønde. Vil man se højkvalitets badminton og Danmarks kommende stjerner, skal man besøge RHE's nye hal hvor disse kampe afvikles.” siger Mogens Horne-Mortensen fra TRIF Badminton.
Der kommer i alt mere end 400 spillere og over 150 ledere til arrangementet, og udover TRIF og RHE står Rønde Idrætscenter for en meget stor del af arbejdet, dette både i forhold til indkvartering på Rønde Skole, samt bespisning af de mange spillere og ledere.
Der er fri entre. Lørdag fra klokken 10 og søndag fra klokken 9.