Tip til dyrkning af chili og tomater
ørum I samarbejde med Norddjurs-og Syddjurs Havekreds indbyder Ørum Bibliotek til inspirationsaften om dyrkning af tomater og chili tirsdag 24. april kl. 19. Det er Lene Tvedegaard fra Gartneri Toftegaard ved Køge, som gæster biblioteket med et foredrag om, hvordan hun arbejder med de mange forskellige sorter af tomater og chili. Hun vil blandt andet fortælle om forskellige udfordringer ved dyrkningen, men også om smag, som er en af de vigtigste værdier, der arbejdes med i et stort gartneri. Gennem årene har Lene Tvedegaard afprøvet mere end 1.200 forskellige tomatsorter og lige så mange chilisorter for at finde de bedste med hensyn til robusthed, udbytte og smag. Langt de fleste sorter når kun til afprøvningen, kun cirka 100 sorter er blevet sat i produktion. Billetter til 50 kroner købes på Ørum Bibliotek eller på www.norddjursbib.dk. Resterende billetter sælges ved indgangen. jesl