Database over kommunens kunstsamling er aldrig realiseret
Byrådet vedtog i 2016, at ny database skulle synliggøre kommunens kunstværker for at få flere udlånt. Intet er dog sket
En database, der skal gøre det nemmere at overskue de cirka 3.500 kunstværker, som Aarhus Kommune råder over, lader vente på sig.
Byrådet vedtog i september 2016, at man skulle gøre mere for at promovere og synliggøre kunstværkerne, som kommunale institutioner kan låne.
Spørger man Anne Mette Svenningsen i Kulturforvaltningen, så er det penge, der afholder kommunen fra at lave databasen.
”Der er ikke sket mere på den front af økonomiske årsager. Det er noget, som alle gerne vil, men der skal afsættes penge,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Udkanten i centrum: Søstrene Grene fik kunst på lagerhallen efter møde på rådhuset
Kommunen indkøber hvert år kunst for 300.000 kroner. Det er Billedkunstudvalget, der formelt står for at udvælge værkerne og dermed sørger for en vis kunstnerisk kvalitet. Kunsten skal dels udsmykke de kommunale bygninger, men indkøbet har også til formål at støtte de aarhusianske kunstnere.
“Mit indtryk er, at det nyindkøbte generelt kommer hurtigt ud, mens det er de lidt ældre værker, vi har stående på lager. Men vi kunne sagtens have mere aktivitet omkring det,” siger Anne Mette Svenningsen fra Kulturforvaltningen.
I øjeblikket står der 68 værker i kælderen på rådhuset, hvor kunsten opbevares. Et par gange om året kommer der nye værker ind.
Anne Mette Svenningsen fortæller, at der lige nu er overvejelser om at gøre en database til en del af kommunens nye hjemmeside, som skal relanceres i løbet af foråret.
“Der kommer ny hjemmeside, og der overvejer vi, om en database kan blive en del af det.”
Kommer på dagsordenen
Byrådspolitikeren Steen B. Andersen (S) undrer sig over, at intet er sket med databasen, da Lokalavisen Aarhus ringer. Han vil tage det op på næste kulturudvalgsmøde:
“Det er en vigtig problemstilling, som jeg vil sætte på dagsordenen til næste kulturudvalgsmøde. Vi skulle gerne, når vi køber kunst ind, glæde folk. Men det kan være svært for folk at finde rundt i det, som det er nu,” siger han og tilføjer:
“Hvis databasen er for dyr, må vi finde andre løsninger, for intentionen om at synliggøre den her kunst mere er fuldstændig rigtig.”
LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan rammer strejken i Aarhus
Hans Skou (V), der også sidder i kulturudvalget i Aarhus Kommune, undrer sig ligeledes over, hvorfor en database aldrig er blevet til virkelighed.
“Der er helt klart nogle ting her, vi skal have styr på. Når man køber kunst ind for skatteydernes penge, for at det skal vises, så skal det også frem i lyset. Det er alt andet lige nemmere at få det lånt ud, hvis man ved, at det er der. I dag skal man have en aftale og fysisk bevæge sig ned i rådhusets kælder for at se, hvad der er. Vi skal have øget tilgængeligheden til den kunst,” siger Hans Skou.
Han vil også sikre sig, at sagen kommer på kulturudvalgets dagorden, så snart det er muligt.
“Hvis ikke man er villig til at bruge penge på øget synlighed, så skal vi overveje, om vi skal købe så meget ind,” mener Hans Skou.
Efter avisens henvendelse til forvaltningen er der på kommunens hjemmeside blevet tilføjet et par sætninger om, at kunstværker, der står på lageret i mere end seks måneder og dermed kan lånes af alle steder med offentlig adgang, vil blive offentliggjort på siden. Dog er det stadig ikke muligt at vise billeder af værkerne.