Fortsæt til indhold

Genbrug hitter

Blå Kors i Hadsten har mange hjælpsomme hænder at trække på i den store butik

Samfund
Anette Bonde

Der er kommet rigtig godt gang i genbrug. Det ser man i livsstilsprogrammer i tv, og hos genbrugsbutikkerne mærker man også den store interesse. Blå Kors i Hadsten er ingen undtagelse.

“Møbler er for eksempel kommet meget i vælten. Det er blevet in at handle genbrug. Vi kan også mærke, at Hadsten er en uddannelsesby ved, at specielt unge kommer og køber genbrugstøj”, fortæller Birthe Frederiksen, der er én af de tre personer i butikkens ledergruppe.

Hun tilføjer, at kunderne overordnet set tilhører alle aldre, både unge og gamle.

Malerier er populære

Som noget nyt har Blå Kors-butikken netop indrettet en galleri-afdeling med malerier, tryk og anden billedkunst.

“Vi får rigtig mange billeder ind, og vi kan mærke, at folk tager det ind, efter at vi har lavet en særlig afdeling med dem.”

Butikken har også for nylig fået en handy-mand med flair for teknik blandt de frivillige. Det betyder, at butikken nu også kan præstere en særlig elektronik-afdeling med ting, der virker, på hylderne. Han klarer både barbermaskiner, ure, spilkonsoller, håndmiksere med mere.

Der ud over har butikken en stor møbelafdeling, tøj, køkkenting og alt i boligindretning.

Birthe Frederiksen, Carsten Sørensen og Hanne Nydam er frivillige i Blå Kors i Hadsten, her fotograferet i den nys indrettede galleri-afdeling.

37 frivillige

Hvor Blå Kors i andre byer, ifølge Birthe Frederiksen, kan have vanskeligt ved at finde frivilllige og endda nogle gange har måttet annoncere efter dem, har Blå Kors i Hadsten hele 37 frivillige.

“Det er også en hyggelig forretning, og vi har det rart med hinanden. Det giver da også god mening at have sådan et job i sin fritid og vide, at det kommer andre mennesker til gode.”