Bliv klog på penge
Tidligere investment banker Mads Palsvig vil gennemgå pengeskabelse og give sit syn på, hvorfor det er så vigtigt, at vi alle sætter os ind i den. Hvorfor det bogstaveligt talt gælder liv og død. Det vil han til et foredrag i Ravnen Fælleshus Friland i Feldballe 17. april klokken 19.30. Herudover vil der være tid til at høre om nogle af mærkesagerne i det nye parti JFK - Jorden Frihed Kundskab og stille uddybende spørgsmål. Det er Mads Palsvig, der har stiftet partiet.
“Mads kender finansverden indefra. Hvad, der nok var fremmed for finansverden, er, at Mads samtidig er et menneske, der sætter etiske principper højt. Da han begyndte at interessere sig for, hvorfor det gik så galt for mange af de U-lande, som vi lånte penge, gik det galt med karrieren. Fra de højeste cirkler blev det besluttet, at Mads skulle "black listes”, og i dag kan han ikke længere få ansættelse i en bank,” skriver Ravnen i en pressemeddelelse.