Fortsæt til indhold

Satser på VM på hjemmebane

Jakob Precht har fået ny rutineret makker, der giver OL-ambitioner næring

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Den 19-årige gymnasie-elev Jakob Precht har fået ekstra vind i sejlene og en god mulighed for at komme ud at sejle på den store scene. Han har nemlig indgået makkerskab med den tidligere OL-guldvinder Jonas Warrer i bådklassen 49'er.

Jakob Precht, der går på Risskov Gymnasium under Team Danmark-ordningen, er nu også kommet på landsholdet sammen med den 39-årige Jonas Warrer, som i øvrigt også tidligere har gået på samme gymnasium. De to har trænet sammen i et lille halvt års tid.

LÆS OGSÅ: Klar til VM: Aarhus N-dreng har vind i sejlene

Første gang man kan opleve duoen på disse bredegrader bliver til VM i Aarhus senere på året, hvor de vil forsøge at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020.

Precht kan godt huske, at han som 10-årig knægt så Warrer vinde OL-guld på TV, og at det var med til at sætte blus på hans egne OL-drømme.

“Jeg sad derhjemme og kiggede med i stor spænding. Det var et stort øjeblik, og noget af der gjorde, at jeg havde lyst til at fortsætte med at sejle og se, at en olympiske drøm kunne gå i opfyldelse for en dansk sejler,” siger han til www.danishsailingteam.com.

“Vi er med for at vinde så mange konkurrencer som muligt, og det er vores mål,” siger Warrer til www.danishsailingteam.com.