Fortsæt til indhold

Mysteriet om det forsvundne stenbord

Tidligere landbetjent Søren Dyrskjøt håber at få opklaret sagen

Samfund
John Pedersen

Det er aldrig for sent at opklare en forbrydelse. Og nu skal det være.

Tidligere landbetjent i Sønderhald, Søren Dyrskjøtt, vil gerne have lukket en uafklaret sag fra hans tid i politiet ned.

“Sagen uopklaret” handler om et historisk stenbord med et kongemonogram fra 1840, der blev anmeldt stjålet i 1986.

Stenbordet var fjernet fra sin plads i skoven overfor Gl. Estrup, hvor kun stensoklen stod tilbage.

Hvornår den store, tunge flade sten er fjernet står uklart.

Men daværende skovrider Johan Due mente, at stenbordet måske var blevet fjernet tilbage i starten af 1970èrne.

Det historiske stenbord - er her i 2018 - ikke dukket op.

Søren Dyrskjøtt ser meget gerne, at forbrydelsen nu langt om længe bliver opklaret.

Derfor opfordrer han folk til at kigge efter en stor firkantet sten, hvor det ene hjørne mangler eller ligger løst.

Stenen skulle også gerne have en inskription, som dog kan være utydelig, da den formodentlig ikke er malet op som på det foto, der er til rådighed af inskriptionen fra 1970èrne.

Kongeligt monogram

Det mest spændende ved stenbordet er, at der i bordpladen er indhugget Frederik VII`s monogram samt initialerne GCS, der antages at stå for Grev Christian Scheel.

Under monogrammet og initialerne står årstallet 1840.

Folk der kan huske stenbordet vurderer, at det måler cirka en gange to meter og er af en halv snes tommers tykkelse. Vægten må derfor udgøre flere ton.

I dag er der ikke mange der kender stedet, som ligger på et 60 meter højt bakkedrag.

Det er nok mest skovens folk og jægere, der kommer forbi den højtliggende plads. Måske uden at kende stedets historie og beretningen om det forsvundne stenbord.

Tilbage i"1970èrne undersøgte amatørakæolog Marius Saaby lidt om historien, Han fandt frem til, at kronprins Frederik den VII i 1840 besøgte Gl. Estrup Skov for at foretage arkæologiske udgravninger. Muligvis på det sted, hvor stenbordet har stået. Frederik den VII blev først konge i 1848.

Tidligere museumsdirektør på Herregaardsmuseet Andreas Bjerre gættede på to muligheder.

Enten var stenens inskription lavet i 1848 i forbindelse med kronprinsens overtagelse af tronen.

Eller også er det lavet i 1862, da kong Frederik ViI sammen med grevinde Danner gæstede Gl. Estrup igen.

Hvis der er folk, der ligger inde med viden om “Sagen Uopklaret” om det forsvundne stenbord må meget gerne kontakte Søren Dyrskjøtt. Ikke for at der kan ske en strafferetslig sag, da den forlængst er forældet. Men alene for at finde en forklaring på forsvindingen.

Pilen angiver hvor stenbordet med den forsvundne stenplade havde sin placering til den forsvandt - måske så tidligt som engang i 1970érne.
Stedet var yndet udflugtsmål for egnens karle og piger, hvilket kan ses i de mange inskriptioner i de gamle stammer.