Computerspil er den nye holdsport
Elever fra Marienhoffskolen prøvede sig af som epsortudøvere på Syddjurs Ungdomsskole i valgfagsugen
“Hvor er min W?” “Må vi slå hacks til?" “Du skal vælge nul bots.”
Mange vil måske have brug for en ordbog for at forstå, hvad der foregår i esportrummet i ungdomsskolehuset i Hornslet, hvor lyden af maskingeværer og bombefly mænger sig med grin og koncentrerede blikke. Men eleverne lyder til at have totalt styr på, hvad de laver.
Valgfagsuge med esport
I denne uge er det en flok elever fra Marienhoffskolen, der har fået muligheden for at få et kig ind i esportverdenen. I valgfagsugen har Rune Torp og Jonas Lauritsen begge valgt esport, fordi de godt kunne tænke sig at blive bedre. Og man lærer ikke kun om at blive bedre til selve spillet Counter Strike, men også alt det udenom.
LÆS OGSÅ: Ørum-dreng udlever den amerikanske computerspilsdrøm
“Vi har lært at kaste smokes. Det er røggranater, som man kan bruge som en slags skjold, så modstanderne i spillet ikke kan se en. Men vi har også lært, at man skal spise sundt. Vi har for eksempel fået noget kylling med næsten kun grøntsager til,” fortæller Rune Torp.
“Og linsesuppe, blomkålspizza og advocade-chokolade mousse,” supplerer Jonas Lauritsen.
Det lyder ikke til at være retter, som normalt indgår i computerspilsglade teenagedrenges liste over livretter. Men det smager ikke helt så slemt, som de troede.
“Vi har også lært om økonomien,” fortæller Jonas Lauritsen om undervisningen, der kom vidt omkring.
Der var både Counter Strike undervisning, madlavning, fysisk træning, teambuilding og besøg hos AGF's esportsafdeling.
Esport som fritidsinteresse
På Syddjurs Ungdomskole kan man gå til esport tirsdag eller torsdag i Hornslet eller om tirsdagen i Kolind. Det er Counter Strike, som der spilles.
“Esport og er godt, fordi det kan udvikle elever på faglige niveauer også. For det første handler det meget om strategi og kommunikation. Man skal være hurtigopfattende, og de hold, der vinder, er dem hvor kommunikationen lykkes bedst, og man arbejder godt sammen med sit team,” fortæller Thomas Esbøl Nielsen, der er områdeleder for fagundervisning og eftermiddagsklubber på Syddjurs Ungdomsskole.
Det er forhåbningen, at ungdomsskolen også kan starte et hold i Ebeltoft for at få endnu flere unge i kommunen til at få en samhørighed med andre unge med samme interesse.
“En anden god ting ved de her esporthold er, at unge, der normalvis sidder hjemme for sig selv og spiller online, bliver en del af et fællesskab,” siger Thomas Esbøl Nielsen.
Holdsport og fællesskab
I “computerrummet” er Marienhoffskolens elever ved at dele sig ind i hold på den gode gamle første- og andenvælger måde som man kender det fra alle andre typiske holdsport.
Kasper Jensen er kaldt ind som vikar til ugens undervisningstimer. Han har spillet Counter Strike, siden det kom frem og har coachet flere mindre esporthold.
“Det er vigtigt, at det sociale er i højsæde. Lige som andre sportsgrene er det få, der slipper gennem nåleøjet og bliver professionelle. Jeg spiller selv fodbold, og det er meget lig en fodboldkamp. Det der med at vinde sammen og tale om bagefter, hvordan spillet gik, og hvad man gjorde,” siger Kasper Jensen.
LÆS OGSÅ: Seriefodbold: Lau Olsen får både tid til fodbold og boksning
Det er noget, som to af denne uges esportudøvere også lægger vægt på.
“Når man er derhjemme taler man jo også sammen gennem skype for eksempel. Men det er ikke helt det samme,” siger Jonas Lauritsen.
“Nej, det er som om det er et bedre fællesskab, når man sidder sammen,” lyder det fra Rune Torp.
Valgfagsugen er slut for denne gang, men til sommer kan man melde sig til en firedages esportcamp i uge 32, som ungdomsskolen står for. Det bliver fra 7. klasseelever til man er fyldt 18. Tilmeldingen åbner snart på ungsyddjurs.dk.