“Når levende vækkes til live”

Drengens mor åbnede døren ind til værelset, hvor han lå skjult som en lille klump under dynen. Trods sine 13 år fyldte han slet ingenting, for mørket i ham havde fortæret alle kræfter, al livsmod og glæde. Det var nu over et halvt år siden, drengen sidst havde været i skole. Han nægtede at tale med lærer og psykologer – og som det sidste havde han også bestemt sig for ikke at blive konfirmeret.

Præsten ville han dog godt tale med. Det vil sige han forblev tavs og usynlig i sin mørke hule. Så magtesløshedens stilhed sænkede sig i rummet, og tanken strejfede mig, om der mon var noget levende derinde i mørket? Jeg havde kun fået lov til at aflægge besøg, fordi jeg havde lovet ikke at stille de sædvanlige spørgsmål som: ”Hvordan har du det? Hvad tænker du på? Og så videre.”

Tavsheden i værelset var blevet truende. Jeg kunne fortælle om livet og foråret derude. Om konfirmandtimerne. Og om hvor meget han var savnet af os alle sammen. Men så skete det! Midt i ord om påskeliljer, konfirmationshøjtid og savn blev stenen væltet fra. Ikke af lynild, men af to små, tynde hænder. Forsigtigt sprængte de sig vej ud af dynenes mørke. Øjnene kom til syne - missende mod lyset. Og i et stærkt øjeblik oplevede vi begge, at livet er stærkere end døden.

Vi oplevede det, Maria og Maria Magdalene var vidne til ved Jesu grav den allerførste påskemorgen. At det ikke var håbløshed og død, der stod og ventede på dem - men livet selv. For stenen var væltet fra graven, og inde i graven sad nu en engel: ”Jesus er ikke her”, sagde englen ”. Han er opstået og allerede gået forud for jer til Galilæa. Gå hen og sig til hans disciple, at der skal de se ham”.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme:"Because you're worth it"

Så til alle os, der er bange, os, der er frarøvet troen på livet og ikke har mod på at stå op til den nye dag, lyder det altså: ”Frygt ikke”! Vorherre er allerede derude i alt det, vi er bange for. I alt det, vi bærer med, og i det, vi skal møde. Der giver Han os styrke til at elske livet - på trods. For den Gud, der kan opstå fra de døde, kan selvfølgelig også overvinde alt det dræbende i os. Han vækker ikke bare døde men også levende til live med en kærlighed og tilgivelse stærkere end døden.

Og sådan kunne en lille formørket dreng stik mod alle odds en søndag i maj stå som konfirmand foran Guds alter.

Og sådan skal mange konfirmander gør det dette forår. Og sikke en fantastisk fremtid, de går ind til.