Fortsæt til indhold

“Det Kreative Hus” skifter formand

Samfund
John Pedersen

“Mangfoldighed og åbenhed og plads til alle, skal være vores motto”.

Sådan sluttede Paul Busk Jensen sin formandsberetning på generalforsamlingen i Det Kreative Hus.

Mødet på Hovedgaden 45 havde samlet omkring en snes medlemmer, der både blev vidne til en gennemgang af organisationens første år og en fremadrettet status.

Efterfølgende har Paul Busk Jensen meddelt, at han på grund af stigende rejseaktivitet i forbindelse med sit arbejde for virksomheden Röchling og øget travlhed i hans private forretninger, ser sig nødsaget til at trække sig fra bestyrelsen og som formand for Fremtidens Værksteder, herunder Det Kreative Hus.

“Da jeg fortsat brænder for ideen, fortsætter jeg naturligvis som støtte og som medlem af foreningerne”.

Paul Busk Jensen vil ligeledes fremadrettet virke som ambassadør for projektet og påtage sig ad hoc-projektledelse, når det vedrører forbindelse til erhvervslivet.

Ros til ildsjæle

Formanden beklagede i sin beretning det uheldige i, at hans person som ejer af huset ofte har gjort det mere end besværligt at opnå støtte til det enestående projekt.

Han beklagede også, at han ikke havde haft bedre tid til at varetage hvervet som formand så godt som han kunne have ønsket det.

“Men så er det jo godt at have ildsjæle, der får det hele til at dreje rundt og som året igennem har skabt et inspirerende miljø og et væld af aktiviteter og arrangementer, for eksempel kurser, møder, udstillinger - arbejdende værksteder, men ikke mindst skabt et værested for byens og omegnens utallige foreninger, der har taget huset til sig som deres eget og flittig bruger de muligheder huset byder på”.

Videre lød det i formandens beretning: “For at ingen af ildsjælene skal være glemt vim ingen blive nævnt. Men alligevel kan man ikke komme uden om det kæmpe arbejde Bent Rolfsted har lagt - og stadig lægger - i Fremtidens Værksteder og det Kreative Hus.

Paul Busk Jensen konstaterer, at Fremtidens Værksteder med blandt andet Det Kreative Hus er kommet for at blive og at vi kun har set toppen af isbjerget.

Ejendommen på Hovedgaden 45 har mange faste brugere og oplever et stigende besøgstal til de mange forskellige kreative aktiviteter.

To gange nyvalg

Nyvalgt til bestyrelsen for Det Kreative Hus blev Kim Bjerg og Bent Rolfsted, der afløser Karen Rygaard og Betty Steffensen, der ikke ønskede at modtage genvalg.

Niels Nielsen fik en ny periode i bestyrelsen.

Som suppleanter blev valgt Ole Bendixen og Anne-Grethe Johansson, mens Jens Sørensen blev genvalgt som revisor.

Den ledige plads i bestyrelsen overtages af Ole Bendixen.

Hans Steffensen præsenterede som kasserer et regnskab, der viste et overskud på 44.572 kroner, så egenkapitalen herefter udgør 115.598 kroner.

Kassereren for Det Kreative Hus er i gang med at få SKATs godkendelse, så alle der skyder penge i fonds-kontoen vil kunne fratrække beløbet på deres selvangivelse efter nærmere retningslinjer.