Fortsæt til indhold

Hvem bager bedst? Bageren eller supermarkedet?

Vi tester græskarsrugbrød

Samfund
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

De lækreste rugbrød med græskar eller græskarkerner får man hos bagerbutikkerne Van Hauen og Emmerys.

Det konkluderer dagens smagspanel bestående af Lone Gerhard Sonne og Gitte Apel, der er faglærere og underviser kokke- og ernæringsassistentelever på Erhvervsskolen Nordsjælland.

“Det her er det bedste brød i dag. Kernerne gør sig godt i munden, for der er mange af dem, og der skal tygges godt, men de er samtidig bløde. Skorpen er lækkert crispy, og salt, syrligt og sødt giver en dejlig helhed,” siger Lone Gerhard Sonne om testvinderen fra Van Hauen, mens Gitte Apel også har rosende ord til Emmerys økologiske rugbrød:

“Det er fyldigt og har en rigtig god konsistens, der minder om et godt, gammeldags rugbrød. Det er mørkt og kommer tæt på hjemmebag. Jeg synes dog, at det lige mangler et nip salt.”

De to brød er samtidig testens dyreste med kilopriser på over 40 kroner, hvor resten af brødene koster mellem 20 og 32 kroner for et kilo. De billigste brød findes i discountbutikkerne, og dem placerer dommerne på testens sidstepladser – uden at vide, hvor brødene er købt, da testen er udført som blindtest.

Tager det meget alvorligt

Den ringeste bedømmelse – to stjerner – får Aldis og Rema 1000's brød. Da brødet fra Rema 1000 i kilopris er en anelse dyrere end Aldis, ender det sidst i skemaet.

Til det siger indkøbs- og marketingdirektør Anders René Jensen:

“I Rema 1000 har vi en klar holdning om, at de produkter, vi sælger, skal være kvalitetsprodukter, så vi er naturligvis ærgerlige over vurderingen. Vi tager det meget alvorligt og vil kigge nærmere på det.”

Vil du se testen i høj opløsning, så klik på pdf'en nederst på siden.

Godt til påskebordet

Brødene er alle købt som græskarkerne- eller græskarrugbrød. Men Aldis brød skiller sig ud fra resten. Den tyske discountkædes græskarkerne/kartoffelrugbrød er væsentligt lysere og en helt anden type brød end de øvrige, bemærker dommerne.

“Det minder for meget om et franskbrød til at få en høj karakter her. Hvis jeg fik det her brød serveret, ville jeg tænke, at jeg var hos en ældre, der ikke havde stærke nok tænder til at tygge rugbrød. Når det er sagt, så har det fint sprød skorpe, fin krumme og god smag, så det er et lækkert alternativ til dem, der ikke kan tage mange kerner,” siger Lone Gerhard Sonne.

Gitte Apel tilføjer:

“Normalt siger man, at et rugbrød skal 'mætte munde'. Men til for eksempel påskefrokosten vil det her brød være fint, fordi det er en mellemting mellem rugbrød og franskbrød og derfor kan bruges til alle slags pålæg på påskebordet. Og måske kan man nå at smage det meste, fordi man kan spise flere skiver af det her end af de virkelig grove, kernerige og mørke rugbrød.”