Vi gider ikke madvarer fra netbutikker
E-handel buldrer frem i Danmark, men vi er fortsat tilbageholdende med at købe dagligvarer på nettet. “Overraskende,” mener brancheforening
Når Stine Højrup trænger til nyt tøj eller nye sko, sætter hun sig hen til computeren og finder varerne i en netbutik, og så venter hun ellers på, at de bliver leveret med posten.
Når det gælder mad, er computeren udelukket.
“Jeg vil se råvarerne, før jeg køber dem. Især sådan noget som kød og frugt og grønt skal jeg se først. Og så vil jeg gerne have, at mine madvarer har lidt længere holdbarhed, og det er meget nemmere at sikre, hvis man står i supermarkedet og kan se varerne. Så jeg køber aldrig mad på nettet,” siger Stine Højrup, da vi møder hende foran Meny på Østerbro i København.
På trods af et boom i e-handel de seneste år er det de færreste danskere, der køber dagligvarer på nettet.
I 2017 udgjorde den samlede e-handel med dagligvarer 2,5 milliarder kroner, vurderer Dansk Erhverv. Det er mellem to og tre procent af det samlede forbrug på dagligvarer i Danmark.
Til sammenligning er det mellem 12 og 13 procent af vores samlede forbrug på tværs af alle varekategorier, der sker via nettet, viser analyser fra Dansk Erhverv og Dansk Industri.
“Danskerne er generelt dårlige til at planlægge madindkøb, og derfor er vi også nogle af de forbrugere i Europa, der handler hyppigst i supermarkeder. Traditionen for at foretage mange impulskøb og handle fra dag til dag gør, at det hænger dårligt sammen med at købe madvarer på nettet, hvilket kræver lidt mere planlægning,” forklarer Dorte Wimmer, forbrugerekspert hos Retail Institute Scandinavia.
Nu og her
Vores mange besøg i supermarkedet hænger sammen med, at der er enormt mange supermarkeder i det danske gadebillede. Vi har konstant adgang til dagligvarer.
“Der er en dagligvarebutik i nærheden af vores hjem, vores arbejdsplads og vores børns institutioner, så vi har ikke samme afstande til butikker som i mange andre lande. Vi lever i et on demand-samfund, hvor vi vil have tingene nu og her. Og der er noget leveringstid fra dagligvarebutikker på nettet, som folk ikke vil vente på, når det er så nemt at gå i supermarkedet,” siger Dorte Wimmer.
Netop det rutinemæssige madindkøb med mange ture ned til de lokale supermarkeder er noget af det, der afholder 47-årige Mette Lund fra at købe mad på nettet. Vi møder hende foran Meny på Østerbro.
“Det er blevet en vane, at jeg går en tur med hunden og går ind og køber mad. Jeg kan godt finde på at købe plejeprodukter på nettet, men aldrig madvarer. Dem vil jeg gerne lige se først,” siger Mette Lund.
Og netop det med at se madvarerne, før de ryger i kurven, er den klart største barriere for, at vi køber mad på nettet, forklarer Niels Ralund, direktør for Foreningen for Dansk Internethandel.
Tilbudsjagt og inspiration
“Folk vil gerne se, om bananerne har den rigtige farve, eller om der er en dårlig gulerod i posen. Det er helt klart det, der adskiller madvarer fra alle andre kategorier inden for e-handel,” siger Niels Ralund og uddyber:
“Men jeg er overrasket over, at det ikke er blevet mere populært. Jeg tror, at vi kommer til at se en stor udvikling de kommende år.”
Der er også andre udfordringer, net-supermarkederne skal løse.
“Det med at komme ind i supermarkedet og blive inspireret og at finde det gode tilbud er vi rigtig glade for i Danmark. Det jagtinstinkt kan man ikke få forløst i dagligvarebutikker på nettet, som det er i dag, og det er en udfordring,” forklarer Dorte Wimmer.
Det er netop den oplevelse, 54-årige Harald Jepsen peger på, da vi møder ham foran SuperBrugsen på Østerbro.
“Det er ikke sådan, at jeg har noget imod at handle på nettet. Men jeg kan bare godt lide at komme ind og blive fristet af tilbud og få noget inspiration. Så det bliver jeg nok ved med,” siger Harald Jepsen.