Fortsæt til indhold

Så meget hus får man for to millioner

I Østjylland får du mellem 89 og 295 kvadratmeter

Samfund
Michael Harsvik

Er man ikke indehaver af en utømmelig potte med guld, så kommer man måske til at træffe svære valg, når man skal købe hus.

Særligt hvis man har boligsigtet rettet mod en adresse i nærheden af landets største byer.

For der er milevid forskel på, hvor meget plads man får for sine penge - selv hvis man begrænser sin boligsøgning til Østjylland.

Går man efter en adresse i Aarhus Kommune, kommer man for to millioner til at klemme sig sammen på 89 kvadratmeter i snit - mens man i Norddjurs Kommune kan få 295 kvadratmeter til samme pris. Det viser en opgørelse fra boligsiden Boliga.

Magneten Aarhus

At det netop er i områdets hovedby, at der er begrænset plads for pengene, overrasker ikke:

“Der er ingen tvivl om, at magneten i området er Aarhus. Prismæssigt trækker området fra, og fremadrettet vil Aarhus også blive opfattet som et større område - altså at mere af oplandet for boligkøberne vil tælle som Aarhus,” siger Mikkel Høegh, boligøkonom hos BRFkredit.

Næstfærrest kvadratmeter får man da også i nabokommunen Skanderborg. Her får man i snit 124 kvadratmeter for to millioner.

Det er dog stadig en del mere end i den danske kommune, hvor man får mindst plads for pengene, når man køber hus.

I rigmandskommunen Gentofte nord for København får man blot 43 kvadratmeter for to millioner. I den anden ende af skalaen finder man Lolland Kommune, hvor man får 461 kvadratmeter for samme beløb.