Kun nuancer adskiller musiktjenester
Det er ikke prisen, der skal afgøre dit valg af musiktjeneste. “Lidt specielt, at de er så ens,” mener Forbrugerrådet Tænk
Det er ikke prisen, du skal rette blikket allermest stift imod, hvis du er i markedet for en ny musiktjeneste. De koster nemlig 99 kroner om måneden hele vejen rundt, hvis du tegner et standardabonnement, viser en opgørelse, som Samlino.dk har foretaget for Søndagsavisen.
Til gengæld kan der være forskel på antallet af musiknumre, lydkvaliteten og brugervenligheden.
“Det er sådan nogle ting, der kan ligge under og gøre en forskel her,” siger Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, og fortsætter:
“Men jeg undrer mig da lidt over, at der ikke er nogen, der forsøger at kapre kunder ved at have en lavere standardpris. Det er lidt specielt, at det er så ens.”
Fordelsprogram
I stedet gør du klogt i at sætte dig ind i hver enkelt tjeneste. Nogle af dem har fordele for studenter, andre har familiepriser, hvor anden og tredje abonnent får en billigere pris, og så kan der være forskel på, hvilke kunstnere de forskellige tjenester har adgang til.
Vi giver dig her en oversigt over markedet for musiktjenester.
Ud over dem, der er her i skemaet, findes også Yousee Musik og Telmore Musik, som begge er knyttet til teleabonnementer. Nogle af tjenesterne har også en gratis version, hvor der mellem sangene bringes reklamer.