Fortsæt til indhold

De fleste østjyder sælger med gevinst

Hele 97 procent af aarhusianerne har solgt deres hus med gevinst i 2017. I Odder var tallet 77 procent, viser tal fra Boliga

Samfund
Arkiv

De fleste køber nok et hus for at leve i det. Men det er vel også de færreste, der har noget imod at tjene en skilling, når de skal sælge huset igen.

Og det skete faktisk for langt de fleste af sidste års østjyske hussælgere, der kunne indkassere en gevinst, da huset blev sendt videre til en ny ejer, viser en ny opgørelse fra boligsiden Boliga.

I Aarhus Kommune var der sand gevinstbingo for sælgerne. Her blev hele 97 procent af de solgte huse nemlig solgt til mere, end de var købt for. Mens det i Skanderborg Kommune var 92 procent af husene, der blev solgt med gevinst.

I andre østjyske kommuner er til gengæld færre, der tager en pose penge med fra deres boligsalg. I Horsens Kommune var det således kun 78 procent, som fik solgt med gevinst.

“Østjylland dækker over et stor område. Vi har byer, hvor der er fuld fart på og mange gerne vil bo. Vi har også områder, hvor boligmarkedet stadigvæk kæmper lidt for at komme i gear efter finanskrisen. Generelt er der muligheder for at score en gevinst i byerne, mens det kniber mere, når vi kommer ud i landsbyerne,” siger Mikkel Høegh, boligøkonom hos BRFkredit.

Flere tjener på boligen

Andelen af sælgere, der kan indkassere en gevinst, er stigende. På landsplan var det i 81 procent af hushandlerne. Det er en stigning fra sidste år, hvor det var 79 procent, mens det i 2013 blot var 74 procent af handlerne, der gav gevinst.

Færrest østjyske gevinsts-salg var der i Norddjurs Kommune. Her solgte 63 procent med gevinst.

-vik