Topkarakter til to slags billige nudler
Én slags kopnudler er bleg med skuffende smag. Men to har oksekødssmag og al dente nudler og stryger helt til tops
“Det er jo ikke, fordi det smager af hjemmelavet oksekødssuppe,” indvender Preben Vestergaard, smagsdommer, kandidat i human ernæring og underviser ved Professionshøjskolen Metropol.
“Men vi dømmer dem ud fra kategorien kopnudler, og der kan man ikke forvente nogen kraftig kødsmag,” tilføjer han.
Og med det forbehold banker han og meddommer Michael René, lektor på Metropol, til karaktererne og placerer to kopnudler øverst på sejrsskamlen.
“De har begge lidt oksekødssmag, og så har de en god balance mellem salt og umami. Nudlerne er al dente, og smagen er kraftig uden at blive for stærk. Dem vil de fleste nok kunne lide,” konstaterer Michael René.
Kun én med rigtigt kød
Alle nudlerne - undtagen én - har smag af oksekød uden at indeholde det. Nissin har 1,7 procent oksekød. Til trods for det finder dommerne den lidt for lys og smagsneutral til at være en af vinderne, men den får fem flotte stjerner.
Værst går det for Food Planets instant cup noodles, som kun får én stjerne. Sidst vi testede kopnudler - dengang med smag af kylling og et andet dommerpanel - endte Food Planet også i den nederste del af feltet. Dengang med to stjerner.
Melede nudler i tynd suppe
Dengang som nu fordi nudlerne er melede, ser kedelige ud og smager salt, men kedeligt.
“Det er ikke nogen behagelig smagsoplevelse – det er en vandig opløsning, og nudlerne ligner en bleg grød eller masse i en bleg suppe. Det er ikke en kopnudel, vi vil anbefale,” siger Preben Vestergaard.
Alle kopnudlerne, undtagen YumYum, der skal tilberedes i en gryde, kommer i et bæger, som man blot skal hælde kogende vand i.
“Det er blevet en populær spise, fordi det er convenient og indeholder mange smage: salt, sødt, umami, fedt og syre. Ingredienslisterne er også lange, og der er mange e-numre for at opnå den rette umamismag,” siger Michael René og uddyber:
“Umami er den femte grundsmag, som vi for eksempel får fra bouillon. Salt og umami forstærker hinanden, og nogle af kopnudlerne har flere typer umami, så smagen bliver bredere. Det er rene umamibomber, vi har her.”