Fortsæt til indhold

Sådan skal kvinderne straffes

Det skal koste en bøde på 1.000 kroner at gå i burka, siger justitsministeren

Samfund
Af Jacob Nielsen

Torsdag blev forslaget om et tildækningsforbud, populært kaldet burkaforbuddet, førstebehandlet i Folketinget efter forslag fra justitsminister Søren Pape Poulsen.

Til debatten i Folketinget var enkelte kvinder mødt tildækket op på tilhørerrækkerne for at høre om forslaget, som vil forbyde burka og niqab i det offentlige rum, men som også indebærer, at flere andre former for maskering i princippet bliver ulovliggjort.

Hvordan et forbud vil skulle håndhæves, har der været stor debat om, og justitsministeren forsikrer nu ifølge Politiken om, at landets politi ikke får til opgave at tvinge klædedragterne af kvinderne.

"Jeg skal ikke have betjente, der skal stå og hive beklædningsgenstande af folk - burkaer eller andet. Det kommer ikke til at ske," siger Søren Pape Poulsen, som samtidig forklarer, at kvinderne i første omgang skal have en bøde på 1.000 kroner og derefter vil blive bedt om at gå direkte hjem. Vil de ikke det, må de med på politistationen og efterefter afhentes af et familiemedlem. Bliver man taget flere gange, kan bødes forhøjes til 10.000 kroner, skriver Politiken.

Dagens afstemning viste et flertal for forslaget, og det fik udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til at kalde det "en glædens dag".

To kvinder iklædt niqab var i dag mødt op på tilhørerpladserne i Folketinget for at høre førstebehandlingen af niqabforbuddet.
Justitsminister Søren Pape Poulsen.