Mange ser ikke deres søskende
Knap hver tiende dansker har ingen kontakt til deres søskende. Vil man rette op på det, skal man gå langsomt frem, råder ekspert
Søskende spiller for mange danskere en stor rolle, men det er ikke alle søskendeforhold, der er en dans på roser.
I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, svarer knap hver tiende, at de ikke har nogen kontakt med deres søskende, mens mere end hver ottende er utilfreds eller meget utilfreds med det forhold, de har til deres søskende.
Intern konkurrence
Psykoterapeut Anne-Marie Jensen har haft en del klienter, som i terapien har arbejdet med forholdet til deres søskende.
“Jeg oplever, at det har stor betydning, hvor gode forældrene har været til at skabe en familie, hvor der er respekt for og plads til alle individer. Der er forældre, som favoriserer et barn eller sår splid mellem børnene, fordi de selv mangler ressourcer, men det at vokse op i en dysfunktionel familie kan omvendt også gøre, at man som søskende holder mere sammen,” forklarer hun.
Sidder fast i rollen
Den manglende kemi mellem søskende kan ifølge psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard skyldes, at man har forskelligt køn, forskellig alder, forskellige interesser og måske også har valgt forskellig livsbane, uden at det dog betyder, at man har et aktivt fjendskab.
“I de søskendeforhold, hvor man oplever det som problematisk eller har en konflikt, har det ofte rødder i den rollefordeling, der var i barndommen, og den måde, forældrene har tacklet det på. Det kan være, at den ene var omsorgsgiveren, og den anden fik lov til at være den frække. Det kan 60 år efter stadig have betydning for den relation, man har til sine forældre og søskende,” forklarer hun.
Opgiv ikke
Camilla Carlsen Bechsgaard mener, at det er en skam, hvis man bare opgiver at få søskendeforholdet på skinner.
“Vi har generelt en tilbøjelighed til at holde fast i nogle følelser og rollefordelinger, men vi glemmer, at ting godt kan ændre sig senere i livet. Men det oplever vi først, hvis vi nysgerrigt går på opdagelse i andre mennesker,” forklarer hun.
Det er Camilla Carlsen Bechsgaards indtryk, at mange voksne søskende kun ses til fødselsdage og jul og derfor lidt mister grebet om, hvad der sker i hinandens liv. Vil man gerne nå et spadestik dybere, anbefaler hun, at man laver noget alene sammen.
“Skab et rum, hvor det er muligt at høre, hvad hinanden går op i. Gå ud at spise, gå på jagt, spil fodbold, gå i biffen eller noget andet, der interesserer jer begge,” lyder hendes råd.
Gå langsomt frem
Har man fuldstændig mistet kontakten til sine søskende, og vil man gerne genetablere den, skal man finde blokken og sin realitetssans frem.
»Skriv ned, hvad der er et realistisk mål, i stedet for at kigge på idealscenariet, som måske er at blive bedste venner. Overvej, i hvilke sammenhænge det kunne det være rart at mødes, og hvad der kunne være første skridt til at nå dertil. Tit er det lettere at forstå hinandens tanker, hvis man etablerer en basiskontakt i stedet for at starte med store emotionelle samtaler,” forklarer hun.
faktabox:
@Fakta Rubrik Weekend:Ingen kontakt og utilfredse forhold
@Fakta Brod Weekend:6 procent af kvinderne og 10 procent af mændene har slet ikke kontakt til en søskende.
12 procent af danskerne er utilfredse eller meget utilfredse med forholdet til deres søskende.
Kilde: YouGov, 863 svar. Hvis man har flere søskende har man skullet svare på, hvilket forhold man har til den af dine søskende, som senest har haft fødselsdag.