Unge forskertalenter fra Rønde tæt på den store triumf
Rønde Privatskole har hele fire elever med i den afgørende finale i den landsdækkende konkurrence Unge Forskere, Junior
Ved den regionale semifinale i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, har fire elever fra Rønde Privatskole kvalificeret sig til den nationale finale i København.
Ud af i alt 1.729 indsendte projekter lykkedes det hele fire projekter fra Rønde Privatskole at blive udtaget til semifinalen.
Her dystede 100 projekter om at komme blandt de 50 bedste, der går videre til en stor finale i Forum i København 24. april.
Semifinalen magede sig således, at tre projekter fra Rønde Privatskole – de fire elever bag projekterne - skal dyste mod 47 andre finalister fra hele landet.
Ved finalen i København 24. april skal de konkurrere mod 47 andre scienceprojekter i kampen om titlen som Årets Unge Forsker 2018. Der er pengepræmier på over 300.000 kr. på spil og masser af andre priser på spil.
Præmierne overrækkes af H.K.H. Prins Joachim og undervisningsminister Merete Riisager.
Valgfag bærer frugt
På ét af skolens valgfag har elever fra 8. og 9. årgang sammen med lærer Finn Skaarup Jensen arbejdet med naturvidenskab, teknologi, engineering og innovation. Finn Skaarup Jensen er en af en af landets førende formidlere ud i opfinderi og innovation.
Hans evne til at gøre unge mennesker nysgerrige på naturvidenskabelige problemstillinger er efterhånden legendarisk. Hos ham får de unge lov til at boltre sig og blive klogere.
Maja fra 9. klasse har undersøgt plastiks skadelige virkning på miljøet og har eksperimenteret med at lave plast af mælk. Mads fra 8. klasse har undersøgt, hvad der skal til for ved hjælp af Peltier-elementer at udnytte spildvarme fra apparater, bygninger, dyr og mennesker til brugbar elektrisk energi.
Og Emmaly og Rose fra 8. klasse har arbejdet med at udvikle et faldunderlag, så man kan undgå faldulykker og skader blandt børnene i børnehaver og skoler.
For 30. gang
Årets Unge Forsker kåres i år for 30. gang. Talentkonkurrencen er arrangeret af Astra, det nationale center for læring i natur, teknik og sundhed.
En dommer-jury bedømmer projekterne på, hvor god ideen er, hvor dygtige de unge talenter er til at anvende den naturvidenskabelige metode, og hvor godt projektet er formidlet.