Smider du også penge ud ad vinduet?
Godt hver fjerde betalte i sidste måned for et abonnement, de ikke brugte. “Det er dødærgerlige penge,” siger økonom
Tag en hundredkroneseddel, gå ud på badeværelset, læg den i toilettet, og skyl ud.
Nogenlunde sådan kunne 28 procent af danskerne have gjort i sidste måned og fået lige så meget ud af det, som de gjorde med nogle af de tjenester, de betaler for. Det er alt fra tv-pakker og streamingtjenester til fitness og medier, som godt hver fjerde betalte for i sidste måned uden at bruge det en eneste gang.
Det viser en rundspørge, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.
I nogle tilfælde er det flere hundrede kroner, der er brugt på ingenting.
“Det er dødærgerlige penge, for i bund og grund smider du penge ud ad vinduet og betaler for noget, du ikke får glæde af,” siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Nordea.
I Forbrugerrådet Tænk kommer det bag på cheføkonom Martin Salamon, at der er så mange, der bevidstløst betaler for abonnementer, de ikke gør brug af.
“Jeg synes, at det er et højt tal, og det overrasker mig faktisk. Det bliver hurtigt til mange penge i løbet af året, hvis man glemmer at få tjekket op på de her ting,” siger Martin Salamon.
En dyr sovepude
Han peger på automatisk betaling som hovedårsag til, at vi sender penge ud i den blå luft.
“Det betyder rigtig meget, at pengene bare bliver trukket på betalingsservice eller via Dankortet. Man tænker ikke rigtig over det, det kører bare i baggrunden. Når det bliver trukket på betalingsservice, ser man i det mindste en oversigt, men når det bliver trukket via Dankort, ser man det først, når pengene er væk,” siger Martin Salamon.
Den automatiske betaling bliver en sovepude, som får hjernen til at slå fra.
“Det sker dejligt automatisk, vi skal ikke gøre noget. Ude af øje, ude af sind, og så mister du hurtigt overblikket,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Hun mener dog også, at vi ofte er klar over, at vi betaler for ting, vi ikke bruger, men bare ikke kan få taget os sammen til at opsige vores abonnementer.
“I mange tilfælde er det en del nemmere at tegne et abonnement, end det er at opsige det. Det er mere indviklet og kræver mere aktivitet. Så der er ret langt fra tanken: 'Nu siger jeg det op', til at man rent faktisk gør det. Vi slår det hen, og så er næste måneds regning pludselig også betalt,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Men det er bare med at komme i gang. I mange tilfælde vil det give et smil på læben at gå budgettet igennem med grovfilen.
“Det er jo ikke sådan, at vi bare er så rige, at vi har råd til det her. Der er mange, der vil blive glade, hvis de først får sat sig ned og pillet nogle af de abonnementer ud, de ikke bruger. Det kan man altså godt mærke i den daglige økonomi,” siger Martin Salamon.