Fortsæt til indhold

Sådan er de værste gæster

Mange danskere har haft gæster, som har efterladt et negativt indtryk. Vi ved ikke, hvordan man er den perfekte gæst, og mangler at træde i karakter som værter, mener eksperter

Samfund
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Bleskift midt på stuegulvet, kedelig påklædning og nysgerrige spørgsmål til medicinen i toiletskabet er blot nogle få eksempler på opførsel, der har fået danskerne til at give deres besøgende mærkatet 'min værste gæst'.

Irriterende gæster i de danske hjem hører langt fra til sjældenhederne, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen. Her kommer størstedelen af de 1.011 deltagere med eksempler på gæster, der har efterladt et negativt indtryk.

Livsstilekspert Henrik Byager mener, at listen af anekdoter vidner om, at der er opstået et dannelseshul, hvor den almindelige dansker ikke ved, hvordan man skal gebærdede sig som gæst.

“Vi er verdensmestre i at troppe op i joggingbukser hos vores venner med en ramme øl og pizza under armen og smække benene op på bordet og se fodbold, men når vi skal stramme os lidt an, mangler vi nogle af de konventioner, vi havde i gamle dage. Vi er usikre på, hvad vi skal have på, hvordan vi skal optræde, om vi skal have blomster med, og om vi må sidde med mobilen fremme,” påpeger han.

Unikt og kreativt

Men det er ikke kun gæsternes manglende viden om, hvordan de skal agere, der kan have indflydelse på, om vi går skævt af hinanden. Det samme kan værtens høje ambitioner for selskabets forløb.

“Det er blandt de foranderlige og søgende danskere blevet en del af den sociale kapital at være god til at have gæster og have et rigtigt socialt liv. Man investerer meget energi i at skabe nogle unikke oplevelser med sjove personsammensætninger, drinks og menuer. Det betyder omvendt, at man som vært bliver såret, hvis middagen ikke bliver en succes, fordi gæsterne ikke har fokus på det rette sted,” forklarer han.

På med skoene

Knap halvdelen af de 18-39-årige synes, at det er irriterende, når deres gæster ikke smider skoene, mens det samme kun gælder lidt over hver tiende over 60 år.

Takt og tone-ekspert Gitte Hornshøj kan huske, at mange hjem i hendes barndom havde en 'pæn stue', som man nærmest ikke måtte komme i. Som et opgør med det besluttede hun som voksen, at hendes gæster måtte komme overalt i hendes hjem – også med sko på. Derfor overrasker det hende, at de unge er de mest sippede.

“Det burde være dem, der sænkede skuldrene og sagde: 'Gør, hvad du har lyst til, og behold skoene på'. Men forbrugersamfundet har gjort, at vi i dag lever så fint. I skæret af den forkælelse kan vi åbenbart ikke finde ud af at være sammen uden at være bekymrede for, om vores ting bliver ødelagt,” forklarer hun.

Takt og tone-ekspert Sanne Udsen understreger, at man går helt galt i byen, hvis man forventer, at ens gæster tager skoene af.

“Man kan ikke både have fine gulve, som man vil passe på, og forvente, at der kommer gæster. Sko er en del af ens påklædning, og det er god etikette, at både gæst og vært har dem på,” forklarer hun.

Træd i karakter

Selvom Sanne Udsen ikke mener, at man kan kræve, at ens gæster render rundt i strømpesokker, understreger hun, at det i andre situationer er værtens ansvar at korrigere gæsters adfærd, hvis de bejler til at få en anmærkning i ens sorte bog.

“Du kan ikke blive sur over, at en gæst tager et stort stykke kage, hvis du ikke påtager dig ansvaret for at skære for. Du kan heller ikke brokke dig over, at folk lægger deres jakke på din seng eller skifter deres baby i stuen, hvis du ikke har tilbudt dem et alternativ,” siger hun.

Men man skal gøre det på en måde, som ikke sætter den gode stemning over styr.

“Det er utrolig uhøfligt at påpege, når man føler, at andre er uhøflige. Har man svært ved at gøre det på en humoristisk måde, er det bedre at lade det være,” påpeger Sanne Udsen.

Alternativt kan man, allerede inden gæsterne ankommer, udstikke nogle rammer for selskabet, fortælle Henrik Byager.

“Jeg tror ikke, at vi som værter er særlig gode til at udstikke rammer, men det kan man sagtens. Hvis man har nogle forventninger til sine gæster, som er afgørende for, at besøget bliver en succes, kan man kommunikere det til folk på forhånd. Man kan jo eventuelt skrive det i invitationen,” forklarer han.

Slap af

I år kan bogen 'Takt og Tone' fejre 100-års-jubilæum, og Gitte Hornshøj håber, at jubilæet giver en anledning til at redefinere Emma Gads råd, hvis mål var at fremelske det gode i samværet frem for det dårlige.

“Vi bruger stort set alle vores vågne timer på at kommentere hinandens opførsel. Måske er det netop derfor en god idé at have et par retningslinjer for, hvad der er rigtigt og forkert, så forventningens glæde ikke bliver den største,” forklarer hun.