Ræven narrede og provokerede

“Riv, rusk, rul... ralle, ralle, ralle,” danser ræven rundt og synger sammen med ulven og løven, der er konge.

Den håndfuld børn, der er mødt op til forestillingen sidder først med store, undrende øjne. Men der går ikke længe, før kæberne ryger et tak nedad og på et tidspunkt kommer også grinene, gispene og de hviskende spørgsmål med – også fra de voksne.

LÆS OGSÅ: Aprilfestival samler Syddjurs

Det er en gakket og måske en smule dyster forestilling, de er mødt ind på Lyngparken for at se en onsdag aften med sommervejr midt i Aprilfestival. “Ræven går derude” af Det Olske Orkester og Teatret Værk er baseret på gamle rævefortællinger. Masker og dukker spiller en stor rolle i forestillingen, hvor ræven narrer alle de andre dyr i skoven – og hvor det ikke er så sort/hvid, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Teater i lange baner

Meningen med Aprilfestival er, at teatergrupper fra Danmark og et par udvalgte udenlandske trupper kommer til festivalen for at vise deres stykker frem, så de kan sælges. Den positive sideeffekt er, at værtskommunen får et væld af teaterforestillinger for børn og unge serveret helt gratis rundt omkring i alle afkroge.

Det Olske Orkester har været med på festivalen siden 1989. Instruktør Lotte Farup er glad for, at det er en festival, som flytter sig ud i det lokale.

“Det er også en slags oppløjning af et område. På Djursland har jeg hørt nogen sige, at børnene ser alt for lidt teater. Det kan en Aprilfestival måske lave om på ved at komme og lave en masse aktiviteter i meget koncentreret tid,” siger hun.

Frida Hou på 11 år og Simon på 8 år har været inde og se “Ræven går derude”. De har begge grebet chancen for at se flere teaterstykker i løbet af ugen. Frida Hou kunne godt tænke sig at se mere teater, mens Simon har fået nok teater for denne gang. Det må også være grænser for, hvor meget kultur man kan klemme ind på en uge.

Magi for børn

På scenen narrer den snu ræv både løvekongen, bjørnen, katten, haren og andre af skovens dyr. Det er en blanding af dukketeater og almindelig teater. Hvis det var en film, ville det sikkert være en tegnefilm, hvor ræven lignede en ræv fra top til tå og ikke var et menneske med orange jakke og en hat med ører. Men det gør ikke noget, at det hele ikke ligner til perfektion.

“Fordi teater er levende i forhold til at se film eller sidde på computeren, så er giver det et levende fællesskab, som efter min mening er trangt i vores tid,” siger instruktør Lotte Faarup.

LÆS OGSÅ: Kommentar om Aprilfestival: Kulturpolitiske brugtvognsforhandlere

“Ræven går derude” er et meget gakket stykke, som sommetider kan være lidt svært at forstå selv for de voksne.

“Det er helt okay ikke at forstå det hele. Vi spiller meget ofte for folk med et andet sprog. Hvis de bare fornemmer musikaliteten og mimesproget, som der er masser af, behøver de ikke nødvendigvis at forstå, hvad der bliver sagt og psykologien bag. Musikken er også ord,” siger Øyvind Kirchhoff, der spiller ræven.

Frida Hou på 11 år forstod det meste af forestillingen, mens Simon på 8 år synes det var lidt sværere. Ja selv de voksne var lidt på udebane somme tider. Men man skal ikke underkende, at børn faktisk forstår meget af det, der foregår på scenen.

“Åh ja. Mere end voksne. Men intuitivt. Børn taber kæben og kigger og glemmer, hvordan de reagerer, hvor voksne ofte har en hvis social kontekst, de holder fast i. Nogle gange siger de voksne: 'Jeg turde ikke rigtigt at grine, for der var ikke andre, der grinede der.'” fortæller Lotte Faarup.

Og selvom teaterstykket indeholdt makabre scener, hvor dyr bliver spist, og en hane mister hele sin familie til ræven på sen skovtur, så bliver der også grinet på bænkerækkerne. Især af den boksende bjørn.

Dansk teater er kunst

“Vores forestillinger – lige meget om det er for børn eller voksne – har denne her råhed. Det er ikke bare sødt og ikke altid med dem, og hvordan de tænker. Det må også godt provokere og forvirre og ting, de måske ikke helt forstår,” siger skuespiller Øyvind Kirchoff og fortsætter:

“Meget børneteater er på vej ind i sådan en bølge, som er typisk Europa, hvor det skal være pædagogisk, eller det skal kunne bruges i undervisningen med en eller anden tematik. Det kan være kærlighed, had eller følelser. Hvor det vigtigste er det pædagogiske og meget mindre kunsten. Dansk børneteater har været kendt ved, at det faktisk er kunst. Det skal provokere publikum og tage dem et andet sted hen, end de har været før.”

Simon giver forestillingen seks stjerner, mens Frida Hou holder sig på fire og en halv stjerne – den var lige lidt for fjollet til at score topkarakter.