God gammeldags, folkelig sommerfest
De gode gamle dyder findes frem, når Auning kalder til sommerfest - og det i hele fire dage fra 9. til 12. maj.
Onsdag gælder det en lokal udgave af Klovneløbet, mens der torsdag, fredag og lørdag køres aktiviteter i Auning Idrætsforenings regi.
“Vi prøver med en god, gammeldags sommerfest og håber at samle rigtigt mange folk i festteltet på idrætspladsen ved AIK”, fortæller den nye hovedformand Jakob Rasmussen, der præsenterer programmet sammen med Steffan Engmann, formand for fodboldafdelingen og Ulrik Dahl Christensen, formand for tennisafdelingen.
Sommerfesten er i forhold til tidligere år rykket et godt stykke frem i kalenderen.
Torsdag 10. maj indledes om formiddagen med et stort bagagerumsmarked, hvor private kan sælge ud af deres brugte ting og sager. Det er gratis at deltage.
I det hele taget går gratis igen på flere felter, da det ikke koster en krone at møde op i festteltet.
Man kan også selv medbringe sin mad, selv om der er et godt udvalg at vælge imellem. Drikkevarer skal købes på festpladsen.
Torsdag aften er herrer og damer adskilt i det store telt frem til kl. 20. Damerne har deres egen frokost, mens herrerne dyster i diverse spil.
Aftenen sluttes af i fællesskab med fest og dans til kl 2 om natten til musik af bandet “Skoleskibet” suppleret af “DJ Raven”.
Fredag er børnenes dag
Sommerfestens fredag kommer til at stå i børnenes tegn. Om eftermiddagen bliver der forskellig underholdning og diskotek for de yngste og med blandt andet ansigtsmaling.
De unge inviteres tik “posefest” arrangeret af en gruppe forældre om aftenen.
Hele dagen er teltet delt i to, en for børnene og de unge - den anden for de voksne.
Lørdagen sættes der punktum med morgenbanko ved jagtforeningen, motionsbanko med Bodia og høvdingebold ved idrætsforeningen. Til musik af DJ Raven festes der igennem frem til kl. 2.