I dag optages videohilsnerne
Aarhusianerne inviteres nu til at sige tillykke til H.K.H. Kronprins Frederik
Kronprinsen fylder i år 50, og det bliver i Aarhus fejret med en stor folkefest 21. maj. Men allerede i dag, mandag 23. april, inviteres alle aarhusianere til at sige tillykke, når Aarhus Kommune og det lokale filmselskab SJORT indsamler videohilsner til fødselaren. Det oplyser Kultur og Borgerservice hos Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
De mange videohilsner skal bruges i forbindelse med Royal Run, som løbes i Danmarks fem største byer. Når løbet på kronprinsens fødselsdag finder sted i Aarhus' gader, vil der inden, de mange løbere sammen med Kronprinsen sendes ud på ruten, blive sendt en officiel video-fødselsdagshilsen på storskærm. Videoen indeholder billeder fra aarhusianernes egne fotoalbums, som Stadsarkivet i løbet af de seneste uger har indsamlet, og nu får aarhusianerne også mulighed for at sende deres helt personlige fødselsdagshilsen, som så kan blive en del af videoen.
I dag optager Aarhus Kommune og det lokale filmselskab SJORT hilsnerne. Det sker i Latinerkvarteret, foran Musikhuset og i Mindeparken.
"Alle interesserede opfordres til at møde op. Det er op til den enkelte om man vil klæde sig festtøjet, løbetøjet, vifte med dannebrogsflag eller noget helt andet," lyder det i pressemeddelelsen.
jwh