Fortsæt til indhold

Glaskunstner Aoife Soden udstiller

Der er fernisering torsdag 26. april kl. 17. Udstillingen kan ses frem til 27. maj

Samfund
Arkiv

Grenaa Kunst- og Musikforenings kommende udstilling i Baunhøj Mølle er med glaskunstner Aoife Soden.

Aoife Soden er irsk glaskunstner, der bor og arbejder i Danmark. Hun blev født i Irland og voksede op i Australien og Papua New Guinea. Hun tog sin glasuddannelse på National College of Art and Design i Dublin. Siden afslutningen af sin glasuddannelse har hun arbejdet for mange glasstudier i Danmark, bl.a. på Glasmuseet i Ebeltoft fra 2013-2017 senest som leder af Glashytten. Hun har udstillet verden over, bl.a. i Irland, Kina, USA, Bulgarien og Danmark.

Aoife interesserer sig for anvendelse af glassets optiske og skulpturelle egenskaber.

I sit kunstneriske arbejde med unikaværker er hun tiltrukket af det æstetiske ved det menneskelige legeme. Formerne og figurerne hun anvender, er flydende og organiske. Menneskekroppens organer udtrykkende stress og angst er skabt gennem en serie processer af 'hot sculpting', blæsning og støbning. Hun udforsker det indbyrdes forhold mellem sind og krop med fokus på dysfunktionen af bestemte organer.

Udstillingen ferniseres i Baunhøj Mølle torsdag 26. april kl. 17. Alle er velkomne.