Fortsæt til indhold

Lær om høretab

Ældre Sagen og Oticon på landsturné besøger Vivild og Grenaa

Samfund
Arkiv

Ifølge Høreforeningen har hver sjette dansker over 18 år i et høretab - og 60 procent gør ikke noget ved det. Det har fået Ældre Sagen og Oticon til at gå sammen om at informere borgerne på en landsdækkende turné.

Turneen lægger også vejen forbi Norddjurs med gratis foredrag, høretests og mulighed for at få svar på spørgsmål om høretab 30. april i Sognehuset Vivild samt 2. maj i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Ubehandlet høretab kan dels risikere at give et dårligere socialt liv, og dels øget risiko for sygdomme som Alzheimers, demens og depression for den pågældende.

Lyd er essentielt for, at hjernen fungerer optimalt, forklarer chefaudiolog Thomas Behrens i en pressemeddelelse:

“Lyd bliver til mening, når hjernen bearbejder lyden. For personer med høretab har det lydsignal, som hjernen får at arbejde med, mindre information, og det kræver større anstrengelse at få mening ud af lyden. Det er grunden til, at høretab kan være meget trættende, da man generelt bruger meget mental energi i dagligdagsaktiviteter,” siger Thomas Behrens, leder af Center for Anvendt Audiologisk Forskning hos Oticon.

“Folk reagerer måske ved at trække sig socialt tilbage, fordi det er så anstrengende at følge med. Social isolation og følger som for eksempel depression har længe været anerkendt som risikoforøgende faktorer i forbindelse med demens og Alzheimers,” fortsætter han.

Aldrig for sent at handle

Brug af larmende køkkenredskaber, koncerter, larmende sportevents og høj musik i bilen er alle situationer, hvor man udsætter sig selv og sine ører for fare.

Forebyggelse er vigtig, men selvom man er ramt af et høretab, så er det aldrig for sent at gøre noget ved det. I Vivild og Grenaa vil man få at vide, hvordan man skal forholde sig, hvis man har mistanke om, at man har et høretab, samt hvad man kan forvente sig af den nyeste teknologi inden for høreapparater. Udover Ældre Sagen og Oticon vil det lokale hørecenter også være til stede.

Læs mere på www.oticon.dk, hvor man også kan tilmelde sig.

jesl