“Dampen” med minus på 1,6 millioner
” Årets udvikling og resultat anses for utilfredsstillende”. Sådan lyder det i ledelsesberetningen i foreningen Djursland for fuld Damp, der forleden kunne præsentere et regnskab for 2017 med et underskud før skat på 1.680350 kroner.
Formanden Torben Jensen, tidligere en af kommunens to repræsentanter i bestyrelsen, nu et af de ordinære medlemmer, kunne i sin årsberetning konstatere, at det var et underskud, der var ventet og forudset i forbindelse med, at man havde valgt at nedskrive veteranbusserne med godt 1,5 millioner kroner til 200.000 i det nye regnskab.
“Vi vidste det godt, det kommer ikke som et chok.
I samme forbindelse gav Torben Jensen udtryk for stor tilfredshed med, at det var lykkedes at bevare to af de tre røde busser - den ene som turbus i en aftale med Peter Pedersen fra Grethes Busser i Vivild.
Busserne kom ud af 2017 med et minus på 50.000 kroner.
“Busserne har været et problem i de seneste to år og i bestyrelsen gav vi nærmest op. Vi kunne ikke se en løsning”, sagde formanden, der roste blandt andet det nye kommunale bestyrelsesmedlem Fritz Birk Sørensen for hans indsats i forbindelse med redningen af veteranbusserne i 11. time.
Skinnecykler og museum
Djursland for fuld Damp, der driver stationen i Allingåbro blandt andet med udlejning af skinnecykler og kanoer og Stenvad Mosebrugscenter, har samlede gældsforpligtelser på godt 2,1 millioner kroner.
Herunder godt en million kroner til Arbejdsmarkedets Feriefond. Lånene er rente- og afdragsfrie til henholdsvis 1. november 2020 og 1. maj 2025 kroner.
Herefter forfalder lånene til fuld inddrivelse med mindre, der indgås anden aftale herom.
Trods de “røde” regnskabstal, var det en formand fuld af optimisme for fremtiden for Djursland for fuld Damp.
Ikke mindst ser han stort potentiale i et samarbejde med Randers om den fremtidige udlejning af skinnecykler med base i både Randers og Allingåbro og udviklingen af en særlig skinnecykel, der kan bruges af handicappede kørestolsbrugere. Et projekt, der er ganske langt fremme.
Også Cad Oldtimers Veteranbil Værkstedsmuseums udvidelsesprojekt, der er omkring halvejs i at skaffe den nødvendige finansiering ser Torben Jensen store muligheder i. Og det kombineret med borgerforenings tilsagn om at investere 150.000 kroner i et projekt på baneterrænnet så området kan blive “byens sted”.
Generalforsamlingen var ikke just et tilløbsstykke. Udover bestyrelse og daglige ledelse, var kun mødte fire borgere op. En af suppleanterne til bestyrelsen, et medlem af CAD-Oldtimers og to personer, der repræsenter en attraktion på skinnestrækningen mellem Allingåbro og Randers.
Måske var DagliBrugsens generalforsamling på den anden side af vejen en for stor konkurrent til “dampens” årsmøde.
På valg til næste år
Kritikken af regnskabspraksis med hensyn til værdiansættelser af veteranbusserne fra det tidligere bestyrelsesmedlem Paul Busk Jensen, fik en enkelt inddirekte bemærkning med på vejen, da Torben Jensen konstaterede, at det var lidt skæbnens ironi, at han jo faktisk sidder på Pauls Busk Jensens plads i bestyrelsen.
Torben Jensen benyttede også lejligheden til at spøge lidt med, at hans tid måske er slut til næste år, når han er på valg.
“Som kommunens repræsentant gennem alle årene, har jeg jo ikke været på valg”.
At Djursland for fuld Damp i høj grad er hæftet op på personen Torben Jensen, fremgik klart på generalforsamlingen, hvor han aflagde årsberetning som formand, styrede generalforsamlingen som dirigent og fremlagde årsregnskabet.
Mens det stadig kniber lidt med at gøre projektet til den helt store folkesag i Allingåbro, så er det en helt anden situation på mosebrugscentret i Stenvad.
Her øges aktiviteterne i en grad, så der stort set ikke er ledige weekends i kalenderen, ligesom der er en fantastisk lokal opbakning til flere aktiviteter, blandt andet den månedlige “kagedag” den første søndag i hver måned.
Og nye spændende projekter er undervejs, blandt andet en spændende mosebrugs-historisk minigolfbane.