Ry-dreng dansk mester
Buster Dam-Tholstrup vandt danmarksmesterskabet for U15 hold - og vi snakker badminton
Buster Dam-Tholstrup, som har fået det meste af sin “badmintonopvækst” i Ry Badminton Klub, var ved weekendens DM finaler for hold en del af det succesrige U15 hold fra Viby Badmintonklub, som løb med danmarksmesterskabet. Det fortæller Ry Badmintonklub.
Det er 20 år siden, klubben sidst vandt det eftertragtede trofæ i U15-rækken, hvilket ikke gør præstationen mindre imponerende. Holdet var i kamp mod den øvrige badmintonelite fra hele landet og slog undervejs i finalespillet så hæderkronede klubber som Lyngby, Solrød Strand, Højbjerg og i finalen Kolding Badminton Klub, som de sidste to år har siddet tungt på tronen.
Men i år blev denne stime brudt, og Buster Dam-Tholstrup bidrog i stor stil hele vejen - lige fra de indledende runder til finalesejren. Holdet kvalificerede sig ved at gå suverænt gennem grundspillet, hvor de var uovervindelige blandt alle jysk-fynske hold. Faktisk gennemførtes hele sæsonen uden et eneste nederlag.
Nøglekampen ved slutspillet var kampen mod Solrød Strand, som var uhyggelig jævnbyrdig. Kampen blev afgjort med 5-4 i Viby's favør, og blev vundet på uovertruffen fight i et total inferno af buldrende stortrommer og højtråbende tilskuere.
I semifinalen mødte holdet for tredje gang i sæsonen Højbjerg - den lokale rival. Kampen blev stoppet ved stillingen 5-2 til Viby.
Det samme blev finalen mod Kolding, men der var større spænding end resultatet antyder. Især i semifinalen stod der rigtig meget prestige på spil.
Buster Dam-Tholstrup kan dermed kalde sig Danmarksmester, og tænker i den forbindelse sikkert tilbage på gode træningstunder i Ry Badminton, hvor han stadig jævnligt færdes, når han ikke træner i Viby Badminton Klub.
Ry Badminton Klub har stor fokus udvikling af talenter, og har i tidernes løb “produceret” mange af slagsen. Og med Busters Hold DM-titel, er der masser at stræbe efter hvis ambitionen er til stede - klub, faciliteter og dygtige trænere findes i hvert fald i Ry.
cns