Fortsæt til indhold

Politiet opretter katastrofe- og terrorcentre i Aarhus og København

Centre i landets to største byer skal støtte politikredse ved store hændelser

Samfund
Arkiv

Hvis der sker en terrorhændelse på Fyn eller en voldsom stormflod i Vestjylland, så står politiet i Danmark nu bedre rustet til at løse opgaven som ét samlet politi.

Sådan skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse om to nye regionale situations- og operationscentre, som bliver indviet 30. april i Aarhus og København.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil på dagen være med til åbningen på politistationen i Aarhus, der fremover skal huse det nybyggede RSIOC V (Regionalt Situations- og Operationscenter Vest).

LÆS OGSÅ: Kvinde overraskede tyv i sin lejlighed: Førte politiet direkte til ham

Herfra kan Østjyllands Politi støtte politikredse, der er ramt af store hændelser, ved at overtage ansvaret for kredsens øvrige opgaver. Eneste undtagelse er, hvis hændelsen sker i Københavns politikreds – i dét tilfælde håndterer Københavns Politi selv både hændelsen og den øvrige drift.

I København, hos RSIOC Ø, vil der sidde specialister i at spore og fange gerningsmænd på fri fod. Hvis der eksempelvis sker et terroranslag et sted i landet, vil det være fra RSIOC Ø, at indsatsen med at finde gerningsmændene bliver styret, uanset hvor i landet de bevæger sig hen.

På den måde bliver det nemmere for de enkelte politikredse at fokusere på at håndtere en større uvarslet hændelse, der sker hos dem. De andre mindre opgaver som indbrud, færdselsuheld og lignende bliver løst fra centret hos Østjyllands Politi, mens jagten på en eventuel gerningsmand styres fra København.

LÆS OGSÅ: Politirapporten: Ung mand anholdt med kniv om halsen

I Aarhus og København ser politidirektørerne frem til at støtte op om de øvrige politikredse.

"Selv om RSIOC V befinder sig i Aarhus, så er det et center, der kommer til at gøre stor gavn for borgerne i hele Danmark. Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra de medarbejdere, der har testet de nye, moderne faciliteter, og vi er helt klar til at hjælpe kolleger og borgerne, så snart der er brug for det," siger Helle Kyndesen, politidirektør i Østjyllands Politi, hvis kollega i Københavns Politi, Anne Tønnes, også er glad for den nye struktur.

"Vi har stor ekspertise og erfaring i at opspore gerningsmænd på fri fod, og det giver god mening, at vi nu kan assistere andre politikredse under større hændelser. Samtidigt har vi fået bedre teknologiske hjælpemidler til at understøtte vores arbejde, så det bliver et stort plus for hele politiindsatsen med de regionale centre," siger Anne Tønnes.

dp