Stor påskesucces i Tinghuset
Ebeltoft Kunstforening har rundet den årlige, vellykkede påskeudstilling af med offentliggørelsen af Årets Kunstner 2018.
1.486 besøgende var med til at vælge Mogens Mønsted som en glad vinder. Præmien er ifølge traditionen 14 dages seperatudstilling 14 dage før påske 2019.
Får en medudstiller
Da Mogens Mønsted er podieudstiller, får han en medudstiller, som bestyrelsen påtænker forsøgsvist at vælge ved en afstemning blandt vægudstillerne på efterårsudstillingen i Ebelfestivalugen i oktober.
Den første forårsudstilling i Tinghuset blev ferniseret i lørdags med flot fremmøde. Det er en udstilling af høj kunstnerisk kvalitet, og den vil være at se til 6. maj.
De spændende kunstnere er keramiker Thyge Thomasen på gulv og podier, og malerne Bettina Winkelmann og Annelise Bugge Lund på væggene.