Fortsæt til indhold

Plads til mange flere i nyt domicil

Grenaa Havn er rykket ind i Thorfisks gamle lokaler og vil etablere havnecenter

Samfund
Af Søren Andersen

Tidligere regionsformand Bent Hansen blev sidste år valgt som formand for Grenaa Havn A/S og på generalforsamlingen mandag kunne han aflægge den første beretning.

Han fulgte op på sin forgænger Poul Anker Lübkers budskab om, at med en ny ledelse og organisation har mulighederne for vækst aldrig været bedre for Grenaa Havn.

I 2017 er effekten af havnens ambitiøse strategiplan blevet synlig i form af øget aktivitet i havnen. Og indtjeningen er fulgt med.

”Nu er det tydeligt for enhver, at havnens satsninger og de ganske store investeringer har været rigtige beslutninger. Grenaa Havn har i det forløbne år indfriet bestyrelsens og omverdenens forventninger og har leveret en række resultater, som direkte og indirekte udspringer af den strategi, vi har lagt for havnens udvikling,” sagde Bent Hansen i sin beretning.

”I dag kan vi rent bogstaveligt se væksten langs havnens kajer. Og vi kan se resultaterne i det regnskab, bestyrelsen i dag lægger frem. Et regnskab, som bestyrelsen betragter som meget tilfredsstillende”, sagde havneformanden.

Stigende godsomsætning

I 2017 blev havnens samlede godsomsætning på 1.450.000 tons – en stigning på 6 procent i forhold til året før. I kroner blev omsætningen på 50,7 mio. kr. mod 52,7 mio. kr. i 2016.

Omsætningsnedgangen i kroner og øre skyldes, at havnen i 2017 frasolgte tankgårdene som et led i den nye strategiplan.

Årets resultat efter skat er til gengæld steget – fra 8,0 mio. kr. i 2016 til 8,5 mio. kr. i 2017. Det er 2,5 mio. kr. over det budgetterede.

For havnens administrerende direktør Henrik Carstensen er det især tilfredsstillende, at årets overskud er et direkte resultat af havnens daglige drift.

”Vi har opnået den ønskede stigning i havnens godstonnager men fik en forudset nedgang i omsætningen med salget af tankgårdene. Alligevel præsterer vi et resultat, der ligger væsentligt over budget”, siger Henrik Carstensen.

Han deler bestyrelsens glæde over, at de gode takter fortsætter ind i 2018. Fremgangen i omsætning og indtjening fortsætter over det budgetterede, og regnskabet for 1. kvartal 2018 er blandt de bedste i havnens historie.

Renovering af offshoremateriel er en af Grenaa Havns satsninger. Ikke mindst boreriggen Mærsk Inspirer har fyldt godt op på havnen. Foto: Jens Thaysen, Ritzau Scanpix

Nye medlemmer af bestyrelsen

Som en følge af kommunalvalget i november 2017 skulle generalforsamlingen vælge nye bestyrelsesrepræsentanter blandt medlemmerne af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune. Her blev Kasper Bjerregaard (V), Lars Pedersen (S) og Steen Jensen (DF) valgt til de ben, som der traditionelt har været rift om i konstutueringsforhandlingerne.

Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Bent Hansen som formand og Lars Pedersen som næstformand.

Grenaa Havn er i løbet af sommeren rykket ind i et nyt domicil - Thorfisks gamle bygninger, som er blevet renoveret for millioner og skal være med til, at Sydhavnen i Grenaa over de kommende år blive transformeret fra et traditionelt havneområde til et innovativt havnecenter, der på sigt kommer til at udgøre en helt ny bydel i Grenaa.

Det stiftede ejendomsselskab Sydhavnen A/S har købt det store erhvervsareal og delt op i henholdsvis kontor- og produktionslokaler, så bygningskomplekset i fremtiden kan blive ramme om et meget bredt spekter af små og store virksomheder.

“I begrebet innovativt havnecenter ligger, at vi gerne vil tiltrække en bred vifte af virksomheder, så aktiviteterne i den nye del af havnen bliver markant anderledes end aktiviteterne i erhvervshavnen,” siger Henrik Carstensen.

Udviklingsstrategien sigter mod, at Sydhavnen bliver beboet af kreative virksomheder, iværksætterfirmaer, små produktionsenheder, butikker, restauranter mv., så der også bliver et rekreativt element i at besøge den fremtidige Sydhavn. I planerne indgår også projekter, der skal skabe oplevelser for de besøgende. Det kan være alt fra kajakudlejning til forsknings- eller formidlingsaktiviteter med tilknytning til havet, Kattegatcentret med videre, så området også får tiltrækningskraft på såvel østjyder som inden- og udenlandske turister.

“Målet er at skabe et livligt, maritimt miljø, som både tilgodeser de rekreative formål og kommunens behov for at skabe nye virksomheder og arbejdspladser,” siger Henrik Carstensen.