Fortsæt til indhold

Jørgen Vest Rasmussen fra Lundby besøger Kulturperronen

Efter besøg af Tom Bytoft og Karsten Sivsko Andersen er turen nu kommet til Jørgen Vest Rasmussen fra Lundby, i rækken af foredrag arrangeret i et samarbejde mellem Det Bette Hus og Kulturperronen.

Samfund
Arkiv

Hvem er så Jørgen Vest? Ja, i lokalområdet er det nok de færreste, som ikke kender Jørgen, men skulle der være lokale borgere, som endnu ikke har mødt Jørgen, er her en lille præsentation.

Jørgen er 55 år gammel, født og opvokset i den lille by Lundby mellem Auning og Fausing. Jørgen er, sammen med sin yngre bror Peter, opvokset på en gård, hvor hans forældre Anna og Karl drev et større landbrug.

Efter hans fars alt for tidlige død overtog Jørgen gården og drev den videre sammen med sin kone Lone og deres nu seks børn. Et til tider hårdt liv med et stort landbrug, og selvfølgelig også en hverdag med seks børn.

Kører den store stensamler

Jørgen løb sur i landbruget, ligesom hans helbred drillede lidt. Jørgen lukkede ned, bortforpagtede jorden og fik job i Landboforeningen nogle år. Herefter vendte han tilbage til gården og har siden da, kun drevet den til 'husbehov'. I dag er Jørgen ansat på Gl. Estrup gartneri, hvor han kører den store og langsomme stensamler.

Så tit tiden og økonomien tillader det, stikker Jørgen af til udlandet. Som helt ung var Jørgen I Australien og New Zealand, og rejselysten og varmen har siden tiltrukket Jørgen. Dels af lyst, dels af lyset og varmen, som hjælper på Jørgens helbred og humør. Jørgen har besøgt mange lande, både alene, med sine børn på skifte, eller sammen med sin tidligere skolelærer Niels Johansen fra Auning.

Naturen i det afrikanske land er også noget andet end herhjemme højt mod nord.

Om turen til Zimbabwe

Netop rejselysten er det som Jørgen vil fortælle om på Kulturperronen, og denne aften om sin tur til Zimbabwe. En aften i billeder og ord. En aften med stof til eftertanke, en undren og forundring, samt en hel gryde af fordomme der bliver manet i jorden, eller måske bekræftet.

Jørgens udgangspunkt er, at den bedste måde at lære på er ved at være modtagelig, have et åbent sind, uden at være naiv eller direkte dum. Begge dele udnyttes groft i en global verden, men hvis vi vælger rigtigt, er verden et berigende sted at befinde sig.

Hvor er de lykkeligste mennesker i verden? Spørgsmålet giver ingen mening, med mindre der findes et målbart svar. Smil måles ikke kun på afstanden mellem mundvigene, men nok mere afstanden fra hjertet til hjernen. Det hjælper ikke, vi alle ved, hvad der skal gøres, hvis ingen gør noget alligevel.

Aftenen byder, udover Jørgens selskab på billeder fra Zimbabwes hovedstad Hararre, en sejltur blandt krokodiller på Zambei floden og hverdagsbilleder fra det sted, der ubetinget har fyldt mest i hjertet på en landmand, som via snørklede veje er endt med en udlængsel som sin trofaste følgesvend.

Jørgens Vest Rasmussen kommer forbi Kulturperronen onsdag 16. maj kl. 19, og billetter kan nu købes på Kulturperronen.