Fortsæt til indhold

Irsk troubadour spiller på håndbygget Ulstrup-guitar

Samfund
Arkiv

God musik behøver ikke nødvendigt at blive skabt med et dyrt Steinway-flygel eller en eksklusiv Stradivarius-violin.

Det kan også lade sig gøre med langt billigere og endda langt mere simple midler. Et af medlemmerne af den lokale 'Musikforeningen Lydbølgen' har også firmaet Upstream Guitars, og Ulstrup-firmaet har således håndbygget en helt speciel elektrisk guitar, hvor kroppen består af en gammel cigarkasse, der i sin tid blev fyldt med eksklusive cigarer fra den nu hedengangne cigarfabrik, Poul Petersen.

Alle kunstnere, der har optrådt i 'Musikforeningen Lydbølgen', modtager en håndbygget guitar, og den pågældende cigarkasse-guitar er således blevet givet til den irske troubadour Tom Donovan ved en tidligere koncert.

Der bliver nu lejlighed til at høre ham med det specielle instrument fredag 5. maj, hvor 'Musikforeningen Lydbølgen' i Hvorslev Forsamlingshus afholder sit sidste arrangement inden sommerferien. gs