Fortsæt til indhold

Økomarmelader mangler smag

Dommerne glæder sig til smagen af sol og sommer, men fem økologiske marmelader skuffer. Den med højest frugtindhold vinder

Samfund
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

test Ved du hvad? Ingen af de her fem marmelader smager af sol, sommer og jordbær. Øv bøv,” siger Lene Vietz og vender mundvigene nedad for at understrege skuffelsen. Hun er kok og underviser i kursusafdelingen på Hotel- og Restaurantskolen i København.

Her har man valgt at fokusere på økologi og bæredygtighed i uddannelsen af for eksempel kokke.

Meddommer og kok Gert Larsen, der underviser samme sted, er enig:

“Der mangler treenigheden: Smag af jordbær, sødme og syrlighed,” siger han.

Smagen er helt i skoven

Inden dommernes smagsløg bedømmer de fem marmelader, der er anrettet til blindtest i ens skåle, studerer de intenst farver, dufte, konsistens og bær.

“Den her har en flot farve og fine jordbærstykker,” siger Lene Vietz, mens hun fisker en skefuld af Meyers jordbærmarmelade op og lader den løbe ned i skålen igen.

Men da smagstesten er ovre, har piben fået en anden lyd.

“Jeg faldt for den, inden vi havde smagt den. Men smagen er jo helt i skoven. Den har en bismag, der er helt no go. Ej, hvor er det ærgerligt,” siger hun.

Det, der gør Meyers økologiske jordbærmarmelade speciel, er, at den er smagt til med rosenpeber, afsløres det, da testen er færdig, og stjernerne er uddelt.

“Det er kendt i kokkeverdenen, at jordbær og peber går godt sammen. Og jeg tager hatten af for, at de prøver. Men det bliver simpelthen for specielt,” siger hun.

Alle marmeladerne får kritik for ikke at smage nok af jordbær. Men én er alligevel bedre end de andre. Frøken Anna når op på middelkarakteren tre stjerner.

“Det er den med flest bær. Der er god syre, og den har mest jordbærsmag. Og så vinder den ved at have lidt faste bær,” siger Gert Larsen.

I den anden ende af skalaen ligger Lidls Maribel, der er geléagtig i konsistensen – 'næsten som flydende vingummi' – og Fynbo, der har en lidt hengemt smag. Ingen af dem har nok jordbærsmag til at mane en solbeskinnet jordbærmark frem for dommernes indre blik.

Vil du se testen i høj opløsning, så klik på pdf'en nederst på siden.