En blev våd - en anden følte sig blød i bolden
Hammel Handel stillede igen an med det store udtræk, da byens idrætsliv deltog med sjov og leg
I mit bakspejl kan jeg se to små fodboldmål, da jeg parkerer på Miko-torv i Hammel torsdag aften.
”Nå, de bruger nok en blød bold, hvis de skyder ved siden af,” tænker jeg og stopper motoren. Jeg snupper kameraet på passagersædet og springer ud af bilen.
Og opdager ret hurtigt, at det er mig selv, som er blød i bolden.
”Hvad skal du? Det er overstået,” lyder det fra en af de travle hjælpere, som er ved at samle stole – og fodboldmål sammen.
Der er - eller rettere - der har været Sporty Torsdag i Hammel i aften.
Klokken er nøjagtig 20, og hvad jeg troede var en time mere til at skabe en reportage, er nu kun glimtet af en trailer, som forsvinder rundt om Fakta med al udstyret.
”Vent! I glemte målmaskinen,” råber Allan Bo Andresen, der igen er manden med det praktiske overblik.
En leg
En lang torsdag er slut.
Når ugen - på grund af Store Bededag fredag - kortes ned med en arbejdsdag, får de fleste af os ekstra travlt.
Men af samme grund havde jeg glædet mig til at lege den sidste reportage hjem.
For det er altid en leg i Hammel: Når dagplejebørnene rydder Østergade og liner op til Årets Scooterræs, når byen skifter navn til Hanksville og bliver befolket med Harley, heste og cowboys, når byen skifter udseende og bliver Halloween-uhyggelig, til en juletræstænding, hvor hele byen går på jagt efter slik. Og når en knægt sidder en lidt kold, blæsende april-aften og venter på at blive skudt en tur i baljen midt i Østergade.
Det sidste nåede jeg ikke.
Så navnet på den modige og våde unge mand må stå hen i det uvisse.
Billederne har Allan Bo taget. Dem har jeg fået lov at bruge.