Fortsæt til indhold

Varme hveder og brændte mandler

Samfund
Af Michael Wulff

Torsdag aften inden St. Bededag var der varme hveder, brændte mandler og levende musik i Søndergade i Hadsten. Der var god plads, for en kold vind havde - desværre - også meldt sin ankomst.

Brændte mandler er et hit og hører med på et godt marked, kunne Christian Nielsen fra Viborg fortælle. Andre steder kunne man få pølser eller varme hveder, men hos butik Natalie spiste de flere af dem selv. “Kunderne skal hjem og spise varme hveder. Det er en tradition hos mange, kan vi fornemme.”
Christian Nielsen kom fra Viborg med sit udstyr til at lave brændte mandler. Til daglig er han fuldtidsansat optiker. “Det er en rigtig fin hobby, det her. De næste tre dage er jeg til Korskro-marked ved Esbjerg,” kunne han fortælle, inden endnu en kunde standsede op. “En pose for 60, to for 90!”
Gertrud Rønde (th) var på gaden med hunden Skipper og lillesøster Ulla, der var kommet fra Aarhus for at se Hadsten Open by Night. Ulla var også lige en tur hos manden med ’verdens sundeste slik’ de brændte mandler.
Marie-Louise Kannerup fra Bogormen i Hadsten har byens flotteste udsigt, men butikken ligger jo ikke lige på Søndergade, som man kan se i baggrunden. “Så jeg har lavet en bod dernede med skoletasker, penalhuse og sådan.”