Jacob Bundsgaard: "Vi skal have fokus på at hæve kvaliteten"
Borgmesteren er glad for, at avisen stiller skarpt på arkitektur i oplandet og mener, der kan gøres mere for at højne kvaliteten af erhvervsbyggerier ved indfaldsvejene
"Det er et godt emne, og vigtigt at I sætter fokus på," lyder det først fra Jacob Bundsgaard (S), da Lokalavisen Aarhus fanger borgmesteren på telefonen.
Han erkender med det samme, at der har været for lidt fokus den arkitektoniske udformning af erhvervsbyggerier i oplandet. Aarhus kunne sagtens tage sig langt bedre ud, når man kommer ind til byen fra motorvejstilkørsler eller de store indfaldsveje. "Noget er mere vellykket end andet. Det er lidt forskelligt fra område til område. Det er noget, vi ikke har drøftet i lang tid, men nu er der en anledning til at få sat fokus på det," siger Jacob Bundsgaard.
I dag er der i Aarhus Kommunes arkitekturpolitik fra 2012 nævnt at ' Aarhus Kommune har en målsætning om, at indfaldsvejene, ringvejssystemet og arealerne ved motorvejene skal fremstå som en harmonisk helhed med høj kvalitet i den arkitektoniske udformning'. Derudover er der i 'Vejledende retningslinjer for erhvervsområder langs indfaldsveje og større veje i forstæderne' fra 2001 nævnt, at Aarhus 'ønsker at gøre sine indfaldsveje og større veje smukkere til glæde for byens gæster, erhvervsliv og beboere'. Vejledningen skal ses som et grundlag for en dialog mellem private ejere af erhvervsgrunde, deres rådgivere og kommunen.
"Det er godt at have overvejelser om, hvorvidt der fremover skal være skrappere krav til disse byggerier. Jeg vil nu bede medlemmerne af Teknisk Udvalg om at sætte fokus på, hvordan man kan hæve kvaliteten generelt. Diskussionen i sig selv har en betydning og kan være med til at skabe politisk fokus på det. At der en landskabsmæssig og arkitektonisk kvalitet i erhvervsområderne i oplandet betyder meget. Både for aarhusianerne men også for de gæster der kommer til byen, som derved får et godt førstehåndsindtryk," lyder det fra Jacob Bundsgaard.
Har du nogle konkrete bud på, hvordan det kunne gøres?
"Nej, jeg tror, det handler om at arbejde med nogle kvalitetstandarder for byggerierne. Men det er en diskussion jeg synes, vi skal tage fat på. Hvor firkantede regler skal vi opstille? Jeg tror også, vi skal være pragmatiske. Det er ikke alle æstetiske drømme, der kan opfyldes. Nogle funktioner kommer aldrig til at være smukke, men vi kan gøre mere mange steder," siger Jacob Bundsgaard.
Han fremhæver Søstrene Grenes nye lager- og logistikcenter i Årslev vest for Aarhus.
"Søstrene Grene er et godt eksempel på, at man i samarbejde med stadsarkitekten har fået et rigtig godt byggeri ud af det. Uden at det har ødelagt deres business case. Det, synes jeg, vi skal prøve at tage med i det videre arbejde," siger Jacob Bundsgaard og tilføjer:
"Vi har retningslinjer i dag, men jeg synes, at der er grund til at kigge på det, for at se om vi får den kvalitet, vi skal have."
Hvornår kan man forvente, at der så sker ændringer på dette område?
"Hvis vi kan få startet en interessant debat, så skulle det gerne udmønte sig i konkret handling i løbet af kort tid, men jeg vil ikke sætte dato på. Det afhænger jo også meget af, hvor meget det kræver. Men forhåbentligt kan vi hurtigt få beslutningerne omsat til konkret politik, så det begynder at ændre noget," siger borgmesteren.