Fynsk forår i Ebeltoft
Lis Klein, der boede i Ebeltoft fra 1990-2010, udstiller i TingGalleriet
Lis Klein er fynbo og har boet det meste af sit liv i Odense, men fra 1990 til 2010 boede hun i Ebeltoft. I den periode begyndte hun at male og deltog i forskellige malerkurser. Hendes allerførste udstilling åbnede i Ebeltoft Kunstforening i 2001 under temaet 'Farver, Former og Følelser.'
Nu er Lis Klein tilbage i Ebeltoft med en udstilling i TingGalleriet. Udstillingen er åben 3.-13. maj kl. 11-16, med fernisering lørdag 5. maj kl. 11.
Helt særligt
“Det var noget helt særligt at mærke, hvordan mine billeder gav andre en oplevelse, og det styrkede lysten til at male endnu mere. I årene derefter havde jeg stor glæde af at være tæt knyttet til Ebeltoft Kunstforening, hvor jeg nåede at udstille flere gange sideløbende med, at jeg begyndte at komme ud med mine billeder mange andre steder i Jylland og på Fyn,” fortæller Lis Klein.
“Jeg maler stadig og nyder hver dag, hvor jeg enten kan stå og arbejde på mine lærreder eller komme ud og dele mine billeder med andre på for eksempel kunstudstillinger, kunstmesser, i private firmaer, institutioner og kirker.”
“Mine malerier er stadig præget af farver, former og følelser. Ofte med motiver af figurer, som kontur og silhuet, ikke formfaste, men svævende i et drømmeagtigt udtryk, mere eller mindre gennemsigtige.”